FC Midtjyllands tre afrikanske profiler er blandt de mest benyttede spillere i klubben. Alligevel er de blandt de laveste i lønhierarkiet.
Tilsammen har de flere end 400 Superligakampe på cv’et. Alligevel er Sylvester Igboun, Izunna Uzochukwu og Rilwan Hassan nederst i FCMs lønhierarki, og den lavestlønnede af dem kan hver måned hæve mindre end halvt så meget, som en gennemsnitlig Superliga-spiller.
Det viser dokumenter, BT er kommet i besiddelse af.
»Jeg har sagt det til klubben mange gange, men der er ikke noget, de kan gøre ved det. Da jeg fik min kontrakt, forhandlede jeg selv og sagde, hvor meget jeg gerne ville have, men sportsdirektøren (Claus Steinlein, red.) sagde, at de ikke kunne tilbyde mere. Dengang havde de ikke klubejeren (Matthew Benham, red.) og var tæt på at gå konkurs,« siger Rilwan Hassan.
I efteråret 2013 forlængede FC Midtjylland kontrakterne med de tre afrikanere, der sikrede sig grundlønninger på mellem 50.000 og 70.000 kroner om måneden.
Høje lønninger for almindelige mennesker, men i forhold til professionelle fodboldspillere er det ikke prangende. En gennemsnitlig Superliga-spiller tjener således 104.000 kr. om måneden, mens de øvrige stamspillere i FC Midtjylland ligger endnu højere.
Anfører Kristian Bach-Bak hæver hver måned omkring 220.000 kr. (og fik ved sin tiltrædelse derudover ca. 12 mio. kr. som et engangsbeløb), topscorer Martin Pusic tjener det samme (men fik ikke en tilsvarende stor sign-on fee), og Jakob Poulsen, Morten Duncan Rasmussen, Petter Andersson, Tim Sparv samt Johan Dahlin ligger alle på mellem 150.000 og 200.000 kr. om måneden.
Over for BT vurderer en lang række nuværende og tidligere sportschefer og agenter, at Sylvester Igboun, Izunna Uzochukwu og Rilwan Hassen ’burde’ tjene mellem to og tre gange så meget, som de gør, altså 150.000 kr. per måned.
Det er fælles for de tre spillere, at de allesammen har danske agenter, som har nære bånd til FC Midtjylland.
»Jeg har ikke noget ondt at sige om min agent. Men ham og klubben kender hinanden, og de er som familie. Jeg føler ikke, der bliver kæmpet godt nok for os, så vi kan få det, vi er værd. Men jeg kan ikke sige, at min agent arbejder mere for klubben end for mig,« siger Rilwan Hassan og tilføjer:
»Det er svært for os, for ledelsen og agenterne er danske, og vi er nigerianere, så vi er imellem dem, og sådan er det. Hvis vi havde haft agenter, som ikke havde været fra Danmark, havde det været meget bedre,« forklarer Rilwan Hassan.
I FC Midtjylland-lejren afviser direktør Claus Steinlein alle anklager om, at der er tale om dobbeltrepræsentation fra agenternes side, hvilket er ulovligt.
»Selvfølgelig har vi ikke været med i dobbeltrepræsentation. Selvfølgelig er Michael Bolvig (en af de involverede agenter, red.) ikke en mand, vi har sagt, de (de afrikanske spillere, red.) skal tage. Det, vi anbefaler både vores danske og afrikanske spillere, er nogle af de agenter, vi kender på markedet, så vi har en god fornemmelse af, at den agent, som skal hjælpe spilleren, kender det danske marked,« siger Steinlein blandt andet.
DU KAN LÆSE HELE FCM-BOSSENS SVAR PÅ DE HÅRDE ANKLAGER VED AT KLIKKE HER.