Jeg mødte Helge Sander inden kampen i aftes. ’Så er det nu!’ sagde han og stak næven frem i en forventningsfuld gestus.
Tænk sig. Så var det nu. For en mand, der i slutningen af 1970’erne tog initiativ til at indføre professionel fodbold i Danmark, og som godt 20 år senere var med til at starte FC Midtjylland op hjemme på sin fødeegn, var søndag en kæmpedag. Lige som den var for byens øvrige pinger, der sad på rad og række på hovedtribuen, og som det var for de larmende fans bag det ene mål og alle de andre, der fyldte MCH Arena og så en intens kamp mellem Danmarks to bedste hold. Og kunne konstatere, at deres eget var klart det bedste.
Det store spørgsmål er nu, om FCM er en klub, der bliver deroppe, eller om den som FC Nordsjælland og AaB skridter ned efter endt mesterskabsfest og i den kommende sæson må se FCK køre mesterskabet hjem fra spids.
Mit eget svar er, at det ikke bliver tilfældet. FC København skal nok komme tordnende fra den kommende sæson, men FCM vil hænge på og være en bejler til guldet.
Klubben har været notorisk med i toppen, og med Matthew Benhams engagement som supplement til nærområdets erhvervsliv og lokalpolitikernes, kan jeg ikke se, hvorfor den ikke skulle fortsætte med det.
Og det var da også den skarpe, klare og offensive melding fra Benham i minutterne efter sejren i aftes, at han slet ikke er færdig i Herning endnu. Selv om man måtte sælge spillere i sommerens transfervindue, så er det hans plan at investere mere, end man får ind.
Det er hvad, FCK er oppe imod, og københavnerne mærkede det allerede i vinter.
Her viste FCM, at klubben er moden til at sige nej til spillere, der vil væk, ligesom man lykkedes med at hente en spiller som Martin Pusic, der bestemt også var et emne hos FCK.
Det var et signal om et midtjysk paradigmeskifte, og ja, sikken dag, det blev i går. For Sander, for pingerne, for André Rømer og Pione Sisto.
Det er da smukt, at det midt i klubbens største satsning blev to hjemmelavede talenter, der afgjorde det hele. Tillykke, FCM.
gode næste år
