Hobro har ikke fået forløst det spillermateriale, der har været til rådighed i denne sæson.

Sådan siger Ove Pedersen på dagen, hvor den rutinerede træner har overtaget tøjlerne i Superligaens absolutte bundprop.

»For mig at se har Hobro et stærkere hold end det, der overraskede sidste år – på papiret. For det er ikke det, vi har set i realiteten,« siger Ove Pedersen.

Sidste år overraskede Hobro alt og alle og blev nummer syv i sin første superliga-sæson, og op til denne sæson blev spillere som Kasper Povlsen, Adama Tamboura, Tidiane Sane, Mayron George, Pål Alexander  Kirkevold og Morten Beck hentet ind til truppen.

»Det siger sig selv, at man har bragt nogle større navne ind. Nu har man taget spillere fra en helt anden hylde, men det er ikke lykkedes dem at integrere den del. Det er to helt forskellige opgaver, om man er træner for yngre ærgerrige spillere eller for etablerede spillere, og den del er ikke lykkes i Hobro,« siger Ove Pedersen:

»For mig at se ser det ud til, at Hobro bedre kan håndtere at have nogle ukendte spillere, hvor man bare skal lave overraskelser,« siger den nye træner i klubben.

Han kalder det ’ikke sjovt’ at skulle komme ind med to kampe tilbage af efterårssæsonen og forsøge at lave ændringer på holdet inden vinterpausen.

»Det handler om at lave nogle små ændringer og ikke lave for mange ændringer, der kan forvirre spillerne,« siger Ove Pedersen, der erkender, at han nok engang har fået rollen som brandslukker:

»Det er jeg nok i den første del af jobbet, når Hobro ligger sidst i Superligaen, men der er et liv herefter, for jeg har skrevet en kontrakt på halvandet år,« siger Ove Pedersen.