Fanskandalen onsdag aften i Brøndby kunne være undgået, hvis kontrollørerne havde passet deres job.

Det mener Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør på Berlingske, som sidder tilbage med indtrykket af, at kontrollørerne havde mere travlt med at juble over Brøndbys pokaltriumf end med at passe deres arbejde.

- Hvis det virkelig var en bevidst beslutning at lade tilskuerne sive ind på stadion - og jeg fik overhovedet ikke bedømt på alle optagelserne på 3 en anden fornemmelse - var det en idiotisk beslutning. Hvis det virkelig var en bevidst beslutning 'at lade alle restriktioner være' - som jo vitterligt var ønsket fra klubbernes ledelse ifølge politiinspektør Michael Kristiansen fra Københavns Vestegns Politi - var det himmelråbende naivt, når man bare lige bruger fem sekunder på at indregne den historik, der er forbundet til opgørene mellem Brøndby og FC København, skriver Flemming Fjeldgaard i sin klumme.

Du kan læse hele Flemming Fjeldgaards klumme ved at klikke her.

Sportsredaktøren fortsætter kritikken mod Brøndbys sikkerhedsfolk, og han ærgrer sig samtidig over, at fan-uroligheder endnu en gang sætter det største derby i dansk fodbold i dårligt lys.

- Derfra skulle det gå galt, og hvis det virkelig lykkedes fansene at beskytte hinanden i en grad, så der ikke er tilskadekomne i dag, er det overraskende lykkeligt. Det lignede i et kort moment en konfrontation, der kunne have fået katastrofale følger - hvilket også i dag er politiets analyse, skriver Fjeldgaard og fortsætter:

- Og dermed blev det vigtigste opgør for dansk fodbolds kommercielle udvikling slået tilbage til nul. Nu tygger man på sanktionerne, og de kan komme fra mange kanter. DBUs disciplinærudvalg sidder med magt til at sanktionere i en grad, der kan få betydende indflydelse på Brøndbys økonomi, hvad enten det ender med bøder eller kampe med tomme tribuner. Politiet skal evaluere på aftenen uden restriktioner og vil afgjort presse på for at skabe en fremtid, der ikke er båret af tillid til hverken kontrollører eller fansenes egendisciplin, skriver Berlingskes sportsredaktør.