OB fik standset den akutte pointblødning med stærk hjemmesejr over Hobro

Man siger, at energidrikken Red Bull giver vinger. Måske var det derfor, OB i går eftermiddag spillede sæsonens bedste kamp og hjemme fortjent vandt med 3-1 over Hobro.

De tre særdeles tiltrængte point faldt nemlig efter en uge, hvor mytteriet lurede i OBs spillertrup, der ikke længere måtte få kakao og energidrik efter træning – et resultat af sportschef Jesper Hansens sving med sparekniven. Det hele endte med, at en flok fynske fans forbarmede sig og lørdag troppede op i Ådalen med kakaodrik og Red Bull i rigelige mængder.

- Red Bull giver da vinger. Og så lige et skud varm kakao efterfølgende. Det var så dejligt, og jeg har allerede opfordret fansene til at komme med den slags proviant noget oftere, lød det med et stort smil fra OBs Martin Spelmann efter kampen.

Også forsvarsspilleren Lasse Nielsen kunne – trods ispose på en øm skulder – grine ad hele Red Bull-balladen efter den blot tredje fynske sæsonsejr.

- Det var en meget sjov gimmick af vores fans, og det var dejligt at kunne betale lidt tilbage. Vi må tage sådan nogle historier med, når vi ligger, hvor vi gør. Det er vi selv skyld i. Der er ingen grund til at tude over det.

OB-spillerne var tidligt flyvende, og de første 20 minutter var vel nok de bedste, fynboerne har spillet i halvandet år. De blev kun kortvarigt hevet ned på jorden ved Hobros føringsmål. Men allerede minuttet baskede værterne atter med vingerne. Og inden pausen havde OB udlignet og fremtvunget rødt kort til Hobros Martin Mikkelsen.

I anden halvleg sikrede Lasse Kryger og Emil Larsen den forløsende OB-sejr.

- Vi var på hjemmebane, og der var mange tilskuere, så vi var nødt til at gå ud og sørge for noget action, så vi kunne få publikum med. Det er egentlig utroligt, at en defensiv træner vælger en offensiv tilgang til en fodboldkamp, skraldgrinede OB-træner Ove Pedersen, inden han slog fast:

-Nu har jeg stået i spidsen for dette hold i fire kampe. Vi ligger med 1,5 point i snit, og hvis den tendens fortsætter – og det gør den – så skal vi ikke bide negle, når sæsonen skal sluttes af.