Rasmus Falk er kommet flyvende fra start i FCK-trøjen. Her fortæller han om klubovervejelserne, ambitionerne og begyndelsen i storbyen

Nye omgivelser, nye medspillere og nye forventninger. Den tidligere OB-spiller Rasmus Falk er i fuld gang med et nyt kapitel af sin karriere. Den trygge tilværelse i Odense og OB er blevet udskiftet med København og et stort forventningspres i FC København.

Jo, det har på mere end én måde været som at flytte hjemmefra om igen for den stille fynbo, der har tilbragt hele sin hidtidige karriere på Fyn. Men han har hurtigt fundet sig til rette i hovedstaden, fortæller han. Indtil videre har han boet hos sin søster, mens han stadig leder efter sit eget sted at bo. Til gengæld har han ikke været længe om at falde til på banen. Her har Falk lynhurtigt lukket munden på de kritikere, der ikke mente, at han havde mentaliteten eller kvaliteten til at gøre sig til i FCK og er blevet en spiller, man skal holde øje med i denne sæson.

Den 24-årige offensivspiller lægger ikke skjul på, at han har higet efter at spille med om medaljer. Men selv om hans ønske er blevet opfyldt med skiftet til FCK, er der stadig ting, han skal vænne sig til. Han er gået fra sikker starter i OB til at skulle kæmpe indædt om en startplads i FCK. Og så er der presset i en storklub, der skal præstere gang på gang.

»Jeg tænker på samme måde, som man gør herovre. Det er der rigtig mange fodboldspillere, der gør. Også spillere, der er på hold, der ikke er helt gode nok. For jeg vil også gerne vinde hver gang. Det er også derfor, at jeg er her. Det er for at vinde hver gang. Det passer rigtig, rigtig godt til mig. Det er et godt match,« siger Falk og fortsætter:

»Presset i klubben er fordelt ud på mange forskellige spillere. Der vil altid være pres i fodboldverdenen, og det er ikke, fordi jeg ikke har prøvet det før. Jeg ser det som noget, der er med til at udvikle mig. Specielt konkurrencen i truppen. Kampen om spilletid er jo helt vild. Hvis du kigger på truppen, er den fantastisk. Mange af spillerne vil være store profiler på de andre Superliga-hold. Også dem, der måske ikke spiller så meget. Det er med til at skærpe og gøre mig bedre. Jeg kigger ikke så meget på presset. Jeg kigger på, hvad jeg selv kan gøre for at blive bedre. Jeg ser det ikke på den måde, som medier og andre ser på det udefra.«

Du har spillet i OB i seks sæsoner. Der har været bud efter dig undervejs flere gange, men alligevel er det først nu som 24-årig, du skifter klub. Hvorfor tror du først, det er sket nu?

»Det var, fordi jeg var glad for at være i OB. Nu synes jeg så, at tiden er inde til, at jeg skal udfordres på et lidt højere niveau.«

Er det, fordi du nu er mere moden?

»Det tænker jeg også. Jeg ved ikke, om det er grunden til skiftet, men der er ingen tvivl om, at jeg er bedre rustet til det, end da jeg var 19 år. Det er nok en naturlig udvikling, vil jeg sige. Jeg var i en klub, der på et tidspunkt spillede med om de sjove pladser. Nu er jeg i en klub, hvor det virkelig handler om at vinde hver gang. Og det motiverer,« siger Falk og peger på, at OB efterhånden gled langt bag om gulddansen i Falks sidste par år i klubben.

Hvorfor lige FCK?

»Jeg kiggede på, hvordan jeg kunne blive bedre til mit job, og hvad jeg skulle lægge på mit spil. Der følte jeg, at FCK var den rigtige udfordring. Klubben kunne hjælpe mig med at forbedre nogle af de ting, som jeg skal blive bedre til. Den vil være nummer et, den vil vinde, den vil med i europæisk gruppespil. Den har nogle høje forventninger til sig selv, og det matcher meget godt med den måde, jeg tænker på,« lyder det fra Falk, der også havde tilbud fra et væld af andre klubber.

FC Københavns ærkerivaler fra Brøndby var længe ude efter Falk, mens udlandet også trak i fynboen. Heriblandt lukrative tilbud fra Østeuropa.

»Jeg havde et flot tilbud fra blandt andre Wisla Krakow fra Polen,« afslører Falk, der dog valgte at satse på karrieren i stedet for pengepungen.

Hvad overbeviste dig så om FCK, da du snakkede med Ståle Solbakken inden skiftet?

»Det var hele pakken, synes jeg. Det var dét, som FCK står for. Kklubben er nummer et i Danmark og vandt ’The Double’ sidste år. Det ville jeg gerne være en del af, og jeg vil gerne kunne hjælpe holdet endnu mere og forbedre mig selv sammen med holdet. Der er spændende perspektiver og muligheder i denne klub. Det var dens forventninger og ambitioner til mig, der gjorde udslaget. Man havde en tro på, at jeg kunne lægge på og blive en bedre fodboldspiller.«

Rasmus Falk viste allerede gode takter i Champions League-kvalifikationsopgøret mod Crusaders. Det har aftvunget ros fra manager Ståle Solbakken.

»Han har gjort det fint i opstarten. Han har spillet to kampe mod en overkommelig modstander, men det har set fint ud til træning. Han kommer mere og mere ind i det taktiske, så det ser fornuftigt ud,« siger han og tilføjer med et smil:

»Jeg forventer, at vi får den Rasmus Falk at se, som vi alle kender. Det kan komme til at tage noget tid nogle gange, men vi har skrevet en lang kontrakt med ham, så der er ikke noget stress.«

Heller ikke fra Rasmus Falks side:

»Selvfølgelig har det været en omvæltning. Men på en god måde. Jeg tror, man gør tingene anderledes alle steder, og der er altid nogle små ting og justeringer, men det er stadig fodbold, og det er et sprog, vi alle kender.«