Mødet mellem formstærke OB og Randers var alle pengene værd, da de to hold sloges til det sidste i mandagens Superliga-underholdning.

Jonas Borring er et af de bedste salg OB har gennemført. Men mandag aften blev den nuværende Randers-spiller et dyrt  bekendtskab for fynboerne, da han kom ind fra bænken og scorede sejrsmålet til 3-2 i en forrygende udgave af en Superliga-kamp.

Randers indtager dermed Superligaens fjerdeplads efter en imponerende stime på otte kampe uden nederlag.  OB må i stedet tage til takke med en uimponerende placering som nummer seks efter en ellers flot indsats i en lige kamp.

- På hjemmebane kan vi byde op til dans med de fleste, sagde Randers-profilen Jonas Kamper til TV2 Sport efter kampen.

Med en ny hjemmesejr over AaB  på fredag kan Kamper og co. for alvor spille sig ind i kampen om medaljer. Men OB var absolut ikke uden andel i underholdningen og den høje kvalitet på AutoC Park mandag aften.

Det blev en fængslende udveksling af både fysik og målsøgende kombinationer, da to hold i 4-4-2-formationer forsøgte at udbygge gode stimer.

Åbningen på en underholdende aften kom for alvor efter 20 minutter. Her kunne unge Nicolai Brock-Madsen så bevise, at han ikke var en ubetinget dårlig erstatning for det sygdomsramte kraftværk Pierre Boya i Randers-angrebet.

Brock-Madsen var på rette sted til en let scoring, da OB-keeper Mads Toppel selv ødelagde sin gode stime ved at tabe en afslutning fra Johnny Thomsen ud i fødderne på den lange spydspids fra Randers.

Derefter fortsatte de to hold med at belønne de tilskuere, der havde taget mod et 'coin offer' fra Randers om at se Superliga-kamp for 20 kroner i novembermørket.

De to midterhold stod godt til hinanden i to 4-4-2-formationer med vilje til direkte spil. OB forsøgte sig med det mest pasningsbetonede spil, og Andreas Johansson kunne takke sig selv og Marcus Pedersen for, at hans målsøgende aktioner fra venstrekanten ikke bidrog med en OB-føring.

I stedet var Andreas Johansson i oplæggerens rolle ved OBs udligning. Den snart forhenværende OB'er  kom først på en godt buet aflevering fra en energisk Michael Silberbauer og gjorde det let for Morten Skoubo at komme højere end Chris Sørensen for at heade sit fjerde sæsonmål ind bag David Ousted.

Morten Skoubo så i det hele taget ud til at befinde sig godt i en OB-offensiv med to angribere. Den rutinerede angriber var heldig med at skabe muligheder, når han blev brugt som næstsidste spilstation i de fynske angreb. Men han burde nok have afsluttet selv, da han i sidste minut af første halvleg spillede upræcist på tværs, da ungarske Krisztián Vadócz sendte ham flot igennem.

En anden spiller, der befinder sig godt i træner Troels Bechs nye formation er 20-årige Rasmus Falk, som i fraværet af skadede Emil Larsen var den mest nærværende trussel i det fynske kantspil. Også selvom det ikke lige var til A-landsholdet denne aften.

Hos hjemmeholdet var det især fra den centrale midtbane med Tidiane Sane som genetableret drivkraft, at Jonas Kamper og Alexander Fischer blev iscenesat på kanterne. Colin Todds mandskab viste endnu engang, at modstandere med større profiler på holdkortet også kommer til at bide smerten i sig, hvis de vil have sejr med hjem mod de lyseblå opkomlinge.

Det fik OB også at mærke, da Ronnie Schwartz midt i en periode med OB-dominans udnyttede et boldtab fra Espen Ruud til at stile direkte mod Mads Toppels mål og klaske sit ottende sæsonmål ind. OBs Anders Møller Christensen kunne med fordel have mødt den fremadstormende angriber i stedet for at bakke i situationen.

Den underholdende kamp tillod altså også Randers FC den første hjemmebanesejr over OB i den bedste række siden 1976. OBs norske angriber Marcus Pedersen havde stoppet godt med snus ind under overlæben i pausen, og det gav ham åbenbart tilrækkeligt med kølighed til, at dukke op på rette tid og sted til at skubbe 2-2-målet over stregen efter en ellers anonym indsats.

Jonas Borring fik dog sidste ord, da han udnyttede et dårligt indgreb fra OBs - ellers velspillende -  Daniel Høegh til at score et meget vigtigt første mål i Randers-trøjen.