Randers var godt kørende offentsivt i holdets første kamp i Superligaen. Tre mål blev det til for holdets svenske angriber Viktor Lundberg. Alligevel har holdet onsdag forstærket sig med en ny offensiv profil.

Randers har hentet Piotr Parzyszek i den engelske Championship-klub Charlton. Den 21-årige angriber er i første omgang hentet på en lejeaftalen, men aftalen indeholder også en købsoption. Angriberen er kommet i overskud i det engelske, efter blandt andre danske Simon Makienok er blevet hentet til klubben.

»Jeg er glad for at være her, og at Randers FC har vist tillid til mig. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at score mål, også i en stærk liga som den danske. Fra mine mange år i hollandsk fodbold ved jeg jo, at Danmark er kendt for at producere mange fodboldtalenter, så jeg ser frem til at spille i Alka Superligaen,« siger Piotr Parzyszek til klubbens hjemmeside.

Sportschef Peter Christiansen glæder sig over den nye aftale.

»Det er glædeligt, at vi nu er i mål med en låneaftale for denne sæson med mulighed for at gøre aftalen permanent. Piotr er målscorer, der uanset klub og adresse altid har lavet mange mål. Han er en meget levende spiller, der elsker kampene i feltet. Uden at lægge for meget pres på ham og med respekt for, at han skal vænne sig til vores spillestil, så har jeg store forhåbninger til ham og hans evner som målscorer,« siger han.

Piotr Parzyszek fik sit gennembrud i De Graafschap i Holland. Her blev det til 29 mål i 52 kampe. I 2014 hentede Charlton Athletic ham, men her kneb det med spilletiden. Parzyszek blev derfor udlejet til Sint-Truiden i den næstbedste belgiske række. Her blev det til 12 mål i 31 kampe.