»Jeg betaler for at komme ind, hvis Keller bliver afskediget! Ikke et sekund før«.

Sådan lød en blandt mange kommentarer på Randers FC’s Facebook-side, efter BT kunne fortælle, at klubbens daværende anfører Christian Keller nu danner par med Jonas Borrings fraseparerede hustru.

Men det er ikke alle Randers fans, der deler denne holdning. Faktisk fortæller Louise Andersen, der er formanden for Randers FC’s officielle fanklub ved navn Randers FC Support, at det er »fjollet« at boykotte hjemmekampene, og at det ikke er noget, som den officielle fanklub har noget at gøre med. Det fortæller hun til Randers Amts Avis.

»Det kan godt være, at der er mange, der er sure over, at det her foregår, men det er noget, holdet selv skal tage hånd om. Det hjælper ikke, at vi begynder at lægge pres på klubben. Så jeg vil opfordre vores knap 100 medlemmer til at dukke op til kampene og dermed fortsætte med at støtte holdet i både medgang og modgang, som vi altid har gjort,« siger Louise Andersen.

Sagen i Randers kaldet Keller-gate har i den grad skabt splid i klubben, og mange har stor sympati for Jonas Borring, mens kritikken hagler ned over Christian Keller og ledelsen.

»Godt gået Jonas Borring. Dig vil vi ikke undvære. Angående Keller må ledelse træde i karakter og få annulleret kontrakten. Det skal ikke hænge over Randers FC,« siger Bent Reinholdt i en af de mange andre Facebook-kommentarer på Randers hjemmeside.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her