Quincy Antipas var en af de vigtigste spillere i daværende Brøndby-træner Auri Skarbalius' startopstillinger i forrige sæson, men i den netop afsluttede version 2013-2014 har zimbabweren været en marginalspiller på Thomas Franks hold.

Frank har oftest benyttet Antipas som indskifter, og det har mestendels været på kanten, selv om Quincy Antipas føler sig bedst i rollen som 10'er. Ved den nye sæsons første træning var Antipas så klar til at melde ud, at han søger væk fra klubben. 

- Jeg føler ærlig talt, at jeg har behov for en ny udfordring. Jeg er blevet 30, så det økonomiske spiller selvfølgelig ind. Jeg vil have en bedre kontrakt, så min fremtid sikres. Men jeg vil også gerne spille i en klub, hvor jeg bliver brugt, hvor jeg er bedst, nemlig som angriber, siger Quincy Antipas til bold.dk.    

- Jeg kom til Brøndby af åbenlyse årsager nemlig at hjælpe dem til at blive oppe. Det formåede vi, så nu vil jeg gerne finde et sted, hvor jeg kan spille kontinuerligt, og hvor jeg kan tjene mere, tilføjer Quincy Antipas.

Thomas Frank og Quincy Antipas havde allerede i januar en snak om mulighederne for at sende angriberen på græs et andet sted, men tiden til at finde en ny klub var ifølge spilleren for knap, hvorfor han ser lysere på muligheden for at komme væk fra Brøndby i sommerens transfervindue.