Der er i den grad grund til store panderynker i AGF-lejren efter endnu et nederlag mandag aften mod Silkeborg, og holdets træner, Glen Riddersholm, er godt klar over den alvorlige situation, som klubben befinder sig i.

Nedrykningen spøger fortsat i det aarhusianske. Det står klart efter, at AGF mandag aften foran eget publikum blev besejret af et stærkt spillende Silkeborg-mandskab. AGF’s træner, Glen Riddersholm, var efter kampen klar over den alvorlige forfatning, som klubben befinder sig i, og han tager ansvaret på sine skuldre.

»Der er ingen logiske forklaringer på, at vi kan kollapse sådan, som vi gjorde, udover, at vi igen havde sat næsen op efter, at vi skulle give fansene noget tilbage efter den lille åbning, vi havde skabt i Viborg, noget ekstra næring. Der må vi bare erkende, at der bommede vi på skrækkeligste vis,« siger Glen Riddersholm til BT, inden han tilføjer:

»I et historisk perspektiv ser det jo alvorligt ud, men omvendt kan man også sige, at vi har bevist, at vi kan være med. Vi kunne også have været med i dag, uden det skal bukke under for, at præstationen i dag var langt fra acceptabel, men vi ved, hvis vi får stabiliseret den defensiv, som ikke har været god gennem sæsonen, så har vi substans, for vi scorer jo mål, og vi scorer også flere af dem. Det er dog klart, at et godt fodbold og et godt fundament starter via en god defensiv.«

»Vi er nødt til at være realistiske, og med sådan en præstation i dag er det alvorligt. Det har dog hele tiden været målet at overleve.«

Efter nederlaget til Silkeborg var det samtidig en ærlig Glen Riddersholm, som ikke lagde skjul på, at det er hans ansvar, at holdet ikke leverer godt over flere kampe for tiden.

»Vi virkede meget overraskede efter Silkeborgs første mål, og det må jeg jo tage på min kappe, at vi tog risikoen og fulgte op på at spille 4-4-2 mod et stærkt spillende Silkeborg-mandskab, og så må vi også bare erkendte, at vi ikke kendte vores besøgelsestid, og vi manglede ligesom et anker, som kunne samle os op. Vi hang ikke sammen, og det er hundrede procent mit ansvar.«

»Det er jo klart, at det er mit ansvar. Det er mig, som er træner, og jeg arbejder stenhårdt hver eneste dag på at forbedre tingenes tilstand, og jeg arbejder hver eneste dag på at forsøge at forstærke de områder, hvor jeg kan se, at vi ikke er gode, og det er klart, at det er mit ansvar.«

Trods den mindre krise, som AGF befinder sig i for tiden, frygter Glen Riddersholm ikke for sit job, og det har han faktisk aldrig gjort, siden han blev ansat i klubben.

 
Silkeborg IF tog tre vigtige point på Aarhus Stadion, da de vandt 1-3 over et svagt AGF-mandskab.
Vis mere

»Fra da jeg mødte Jens Andersson fra dag et, vidste jeg godt, hvad det var for et projekt, som jeg gik ind til, og som jeg havde sagt ja til. Det er en genoprejsning og en genopbygning på alt, og selvom det er mørkt, og tingene ser sort ud, så er der gang i så mange ting i den del af udviklingen, at jeg arbejder ufortrødent videre, men det er klart, at her i nuet er der fokus på andre ting, og det er at få stabiliseret tingenes tilstand,« lyder det fra AGF-træneren.

Med mandagens nederlag til Silkeborg forbliver AGF på 28 point, hvilket lige nu er samme antal, som Viborg har. Der resterer fortsat fire kampe af nedrykningsgruppespillet, før de sidste og afgørende play-off kampe om at forblive i Superligaen.