Jonas Dal har haft en turbulent og hektisk start på tilværelsen som Esbjerg-træner. Han nyder presset, men indrømmer også, at det har været en hård start.

Mandag tabte Esbjerg i allersidste øjeblik, da OBs Rasmus Falk afgjorde opgøret i kampens overtid. Endnu et dramatisk øjeblik for Jonas Dal og Esbjerg-truppen, siden den tidligere Hobro-træner kom til i slutningen af oktober.

I debuten tabte han 2-4 til Viborg, fik oprejsning med en sejr over FC Nordsjælland og blev smadret 5-1 af sine gamle venner fra FC Midtjylland. Så mødte Dal og Esbjerg hans tidligere klub Hobro, der første 1-4, men Dals drenge formåede at få 4-4 ud af kampen i sidste øjeblik.

Og så var der Rasmus Falks mål i overtiden. En mavepuster af de helt store. Og det har været en tid med store opture og endnu større nedturer i Dals start i Esbjerg.



Endnu har resultaterne eller oplevelserne ikke fundet et 'normalt' stadie.

»Det har været en hel sindssyg hård start. Og det er ikke kun på grund af resultater, men også fordi jeg skal møde en masse nye mennesker, og de skal møde med mig. Jeg skal komme med nogle ideer, og jeg skal være den bedste udgave af mig selv, når jeg møder ind til træning hver evig eneste dag. Når jeg er blevet smidt ind midt i en sæson, er der ingen, der kender mine rutiner eller den måde, jeg gør tingene på. Derfor har jeg givet fuld gas af mig selv,« siger Dal, da BT spørger ind til starten efter nederlaget mod Esbjerg.

Nederlaget kalder han selv for »frustrerende,« men selvom Dal hader at tabe, holder han fanen højt.



»Det er da en hård én, men jeg får kæmpe inspiration af de her drenge hver dag, og det giver mig rigtig meget i min tilværelse. Og kan jeg få det, er det en fornøjelse at gå på arbejde. Det er en blanding mellem, at det er hårdt og super fedt at være under et stort pres. Men det er selvfølgelig ikke sjovt at tabe,« siger Esbjerg-træneren, der vil vise sine spillere de første 45 minutter af opgøret mod OB. For det var godt. Rigtig godt endda.

»Det er den bedste halvleg, jeg har været med til i Esbjerg. Det giver mig forhåbninger om, at det venter noget bedre, og det er det, vi er nødt til at tage med herfra.«

Dal og Esbjerg kan trøste sig med, at der fortsat er seks point ned til Hobro på den enlige nedrykningsplads.