KØB PLUS!

Per Rud om 'Kannibalen': Vi sætter os under en palme og taler fremtid

Det sendte chokbølger gennem det meste af Fodbold-Danmark, da Brøndby i sommer præsenterede den tidligere hollandske landsholdsspiller Khalid Boulahrouz som ny spiller i klubben. Allerede inden 'Kannibalen' havde spillet sin første kamp på Vestegnen, blev han udråbt til et af de bedste køb i Superligaens historie.

Og Khalid Boulahrouz har ikke skuffet; fra dag ét satte han skik på Brøndby-forsvaret. I de fem Superliga-kampe, den 32-årige forsvarsspiller hidtil har været med i, har Brøndby kun lukket et enkelt mål ind. Derfor må det også være med stor ængstelse, at klubbens tilhængere skeler til 'Kannibalens' snarlige kontraktudløb. Allerede til sommer kan Boulahrouz være væk. Men ifølge Brøndbys sportschef Per Rud har de to parter allerede planlagt en snak om fremtiden:

- Vi rejser til Dubai (på træningslejr, red.) den 13. januar. Der vil jeg på et eller andet tidspunkt sætte mig under en palme med Khalid og evaluere halvvejs på det her. Og så må vi snakke, om der er grobund for en forlængelse. Vi skal begge være interesseret i det. Der er ingen tvivl, om at han har gjort det godt. Så der er en god chance for, at vi er interesseret i en forlængelse. Men der skal jo to til en tango, siger han til bt.dk og fortsætter:

- Hvordan præmisserne for en ny aftale kan skrues sammen, må tiden vise. Det må vi afklare under nogle samtaler under fire øjne.

I et interview med BT i november åbnede Khalid Boulahrouz også selv op for en kontraktforlængelse:

- Nu er jeg her. Så der er selvfølgelig en mulighed for, at jeg fortsætter. Vi må sætte os ned og se på mulighederne. Men i øjeblikket er kampene det vigtigste, og det er dér, min koncentration er. Men som Per sagde, så skal der nok blive tid til at tage en snak om, hvad der skal ske fremover, sagde han dengang.

Per Rud fortæller samtidig også, at han også meget gerne vil beholde en anden af de spillere, der står til snart at skulle forlade klubben, nemlig Kenneth Zohore. Hvis den tidligere FC København-angriber skal veksle lejeaftalen til en permanent kontrakt, kræver det dog at hans nuværende klub Fiorentina slækker på sine krav:

- Vores aftale med Kenneth udløber til sommer. Vi har hele tiden sagt, at det prisskilt, Fiorentina har sat på ham, er urealistisk højt. Og bliver det ved med at være det, så stopper han hos os efter sommerferien. Men hvis tingene forandrer sig, er vi generelt meget positive over for ham, og så kigger vi på det.

Brøndby overvintrer på fjerdepladsen i Superligaen. 

Læs også: