Den nu tidligere formand spekulerer i, at han måske burde være stoppet tidligere.

Han byggede klubben op fra bunden til at være en magtfaktor i dansk fodbold, men han forlader den i en tid, hvor klubben er sin største krise nogensinde.

Der bliver sågar talt om betalingsstandsning og konkurs, men for første gang bliver det ikke med Per Bjerregaard ved roret, at de blå-gule skal vende skuden. Han forlod formandsposten lørdag. En beslutning, han ifølge ham selv muligvis burde have truffet tidligere.

- Måske skulle jeg være stoppet for længe siden, for to-tre år siden, siger Per Bjerregaard til Politiken.

Brøndby-manden forklarer, at afskeden med hans hjertebarn intet har at gøre med helbredet, der har været stærkt udfordret af kræft, men nu bliver betegnet som ok.

Den tidligere formand mener, at der nu er en god plan for Brøndbys fremtid, og han har derfor sagt farvel med en tro på, at lykken igen vil se mod Vestegnen, selv om det bliver uden hans egen indflydelse.

- Underligt. Det føles underligt. Men måske også rart, kan jeg sige, i den forstand, at jeg ikke behøver beskæftige mig mere med at løse det, der skal løses, så vi kommer godt videre, udtrykker Per Bjerregaard sin følelse efter sin afsked i den klub, han første gang blev formand for i 1973. 

Sten Lerche er indsat som konstitueret formand i stedet for Per Bjerregaard.