Esbjerg fB meldte tirsdag ud, at klubben er kommet ud af 2016 med et svimlende underskud på 36,8 millioner kroner.

De blodrøde tal på bundlinjen får dog ikke umiddelbart nogen betydning for Esbjergs ambitioner om at komme tilbage på dansk fodbolds øverste hylde, skulle det ende med en nedrykning og dermed 1. Divisions-fodbold efter sommerferien.

»Vi kommer til at skulle tilpasse vores omkostningsstruktur, men vi vil have Superliga-fodbold i Esbjerg, så hvis vi er så uheldige at ende i den situation (nedrykning, red.), så er det vores ambition at komme op igen. Det er det eneste logiske for os,« siger Esbjergs midlertidige administrerende direktør og økonomichef Dan Mose Andersen til BT.

En nedrykning vil dog være en 'alvorlig situation', som Dan Mose Andersen udtrykker det.

Og hvis situationen ikke skal udvikle sig til at blive kritisk, skal Esbjerg sætte alle sejl ind på at sikre en oprykning i første hug. Ellers kan de ende med at blive hængende i sumpen.

»Det er en meget risiko-betonet branche, vil jeg sige, men det gælder for os om at komme hurtigt op igen, inden folk mister interessen for vores produkt,« siger Dan Mose Andersen.

»Hvis man historisk set kigger på de klubber, der er rykket ned gennem tiderne, er der nogle, der formår at holde kadencen i én eller måske to sæsoner, og så skal de helst rykke op. Ellers er det svært at rejse sig igen,« forklarer han og uddyber.

»For når man spiller 1. division, bliver varelageret af spillere, der er interesseret, jo mindre, ligesom indtægterne fra tilskuere og TV bliver lavere. Sådan vil det jo altid være.«

Esbjerg ligner, inden de sparker nedrykningsspillet i gang på søndag mod Randers FC, en oplagt kandidat til at skulle spille play-off om at undgå nedrykning.

Klubben indtager med 24 point jumbopladsen i nedrykningspulje 1. og har fem point op til OB, der ligger på den 'rigtige' side af stregen.

Derfor ligger fokus i øjeblikket udelukkende på Superliga-overlevelse, men nedrykningsspøgelset spøger i klubben, og derfor har direktionen i den Vestjyske klub da også gjort sig overvejelser om, hvordan en eventuel nedrykning skal håndteres

»I enhver virksomhed vil man altid have en plan B, og måske endda også en plan C og D. Og det har vi selvfølgelig også, for vi er forsvarlige mennesker, det er der ingen tvivl om,« siger Dan Mose Andersen.

»Men der er stadig ti kampe tilbage og masser at spille om, så det vigtigste for os lige nu er at holde os oppe. Men vi er ansvarlige og har gjort os nogle tanker om nedrykning, men indtil videre ligger de langt nede i skuffen på direktionsniveau,« siger Dan Mose Andersen.

Den administrerende direktør er ikke interesseret i at komme nærmere ind på, hvad klubbens plan B indebærer, ligesom han heller ikke på nuværende tidspunkt vil spekulere i, hvad en nedrykning kan eller vil få af betydning i kroner øre.

»Det holder vi lidt for os selv,« siger Dan Mose Andersen.