Han havde håbet på en drømmedebut med udebane-sejr over Sønderjyske, men i stedet måtte Hobro IK’s nyansatte træner Ove Pedersen fra sidelinien se sine tropper tabe 0-2.

»Jeg erkender, at det er opad bakke for os. Det er ikke sjovt, at ligge sidst i Superligaen. Men der er altså et stort uudnyttet potentiale i truppen. Så opgaven er ikke umulig,« sagde Ove Pedersen.

Ikke desto mindre slog han efter kampen til lyd for, at Hobro IK i vinterpausen forstærker truppen.

»Vi skal de næste par måneder have kigget på noget,« sagde Ove Pedersen med et hemmelighedsfuldt smil og uden at afsløre, hvem han har i kikkerten.

Her og nu vælger han dog kun at kigge én enkelt kamp frem.

»I sidste spillerunde inden vinterpausen møder vi Randers. Tre point her vil gøre underværker,« sagde Ove Pedersen, der tror på, at missionen lykkes.

»Ganske vist producerer vi mod Sønderjyske ikke en eneste målchance. Men jeg synes, det er et positivt tegn, at spillerne midt i modgangen står sammen.  Da jeg i sidste sæson overtog OB, stod det langt værre til her. Her lå spillerne jo på det nærmeste ned efter at have modtaget masser af klø fra blandt andet presse og tilskuere. Alligevel undgik vi nedrykning,« sagde Ove Pedersen.

Pilen peger til gengæld i positiv retning for Sønderjyske.

Det skyldes ikke mindst Johan Absalonsen, der med to scoringer blev matchvinder. Sammenlagt står den 30-årige offensivspiller nu noteret for ni fuldtræffere, og han er dermed en af Superligaens bedste skytter.

»Jeg kan forstå, at der er nogle, der mener, at jeg er i gang med min bedste sæson nogensinde. Men jeg mener selv, at jeg har tidligere spillet bedre end i denne. Forskellen er bare, at jeg nu scorer på stort set alle de chancer, jeg kommer frem til,« sagde Johan Absalonsen.

Før kampen sagde Sønderjyske farvel til Bo Storm og Baldur Sigurdsson, der ikke får kontrakterne forlænget.

Stopperen Kees Luikckx’ kontrakt udløber til nytår. Men ifølge Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen kan det ikke udelukkes, at den bliver forlænget.

»Det peger i den retning,« sagde han.

Kigger man på pointstillingen kan det heller ikke udelukkes, at Sønderjyske til foråret kommer til at ligge i det felt af hold, der skal kæmpe om adgangsbilletter til deltagelse i næste efterårs Europa Cup-turneringer.

Det ønsker man i Sønderjyske dog ikke at forholde sig til nu.

»Vi fokuserer på, at vi har 19 point til nedrykningsstregen, og at degradering derfor næppe kommer på tale. I Sønderjyske er vi beskedne, så kan vi slå vores bedste Superliga-placering nogensinde (sjetteplads i 2011/1012-sæsonen, red.), er sæsonen mere end godkendt,« sagde kantspilleren Andreas Oggesen.

---

FAKTA: »Brandslukkeren«

61-årige Ove Pedersen er nyansat cheftræner i Superliga-bundklubben Hobro IK. Han er tre gange tidligere i karrieren sat ind som ’brandslukker’, og i to af tilfældene har han reddet sine hold fra nedrykning:
# 2014/2015: Overtog OB efter ni runder. Fynboerne lå nummer 11 og havde pr. kamp erobret 0,66 point. Facit under Ove Pedersen: OB erobrede 1,42 point i gennemsnit pr. kamp og endte på 9. pladsen.
# 2008/2009: Overtog Esbjerg fB efter 17 runder. Vestjyderne lå nummer 10 og havde pr. kamp erobret 0.76 point. Facit under Ove Pedersen: Esbjerg fB erobrede 1,18 point i gennemsnit pr. kamp og endte på 9. pladsen.
# 2005/2006: Overtog AGF efter 17 runder. Aarhusianerne lå nummer 11 og havde pr. kamp erobret 0.8 point. Facit under Ove Pedersen: AGF erobrede 0,46 point i gennemsnit pr. kamp og endte på 12. pladsen