AGF hentede i vinter den talentfulde Brøndby-wing Osama Ahharraz, og træner Peter Sørensen har flere gange rost hans evner på banen.

Men evnerne uden for banen står åbenbart ikke mål med dem på banen, for den lille offensivspiller er blevet vraget til mandagens opgør mod FCK på grund af ’uengageret adfærd’.

- Det skyldes, at han over en længere periode har vist en uengageret adfærd, der er uforenelig med det at være en del af vores trup, siger cheftræner Peter Sørensen til bold.dk.

Osama Akharraz viste mindre tænksom adfærd, da han efter AGFs nederlag til Sønderjyske valgte at skrive på sin Twitter-profil:

- Og dommerne i kartoffelligaen er bare for dårlige..de har ingen nosser, skrev den unge spiller, og Peter Sørensen erkender da også, at det har indgået som en del af overvejelserne omkring fravælgelsen af Osama Akharraz til FCK-kampen – men det er ikke den eneste forklaring.

- Det er en helhedsvurdering, hvor det selvfølgelig også indgår. Der har været et uhensigtsmæssigt fokus, forklarer træneren, som nu vil se ændringer hos kantspilleren, der skal tænke sig godt om.

- Osama spiller fodbold på et meget højt niveau, og det er derfor, vi hentede ham i Brøndby. Men han er nødt til at finde ud af, hvilken adfærd han skal demonstrere, hvis han skal være hos os. Nu har han fået sig en tænkepause, og så må han finde ud af, hvad han vil, slår Peter Sørensen fast over for bold.dk.