Det kan godt være, at Lyngbys oprykkere lørdag spillede sig op på andenpladsen i Superligaen – det var der bare ikke mange, der overværede.

Sølle 1.085 tilskuere overværede 2-0-sejren over Sønderjyske på Lyngby Stadion.

Det er faktisk ikke kun det laveste tilskuertal i denne sæson – det er det laveste tilskuertal i de seneste fem sæsoner.

Det er ikke mere end få uger siden, at BTs sportschef Morten Crone Sejersbøl efter 12. runde skrev en klumme med titlen ’Ingen gider det’, hvor han reagerede på to kampe med under 2.000 tilskuere (dengang i Lyngby og Horsens).

Dengang lød det:

»Her og nu fremstår Superligaen som en udvandet størrelse med flere kampe uden appel for det brede publikum – ja uden appel selv for de lokale Superligaområder – end sidste år,« skrev Morten Crone Sejersbøl.

Kun to runder senere – i denne weekends 14. runde – ramte Superligaen altså sæsonens foreløbige lavpunkt i Lyngby.

Tomt i baggrunden.
Tomt i baggrunden. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

BTs sportschef skrev allerede for et par uger siden:

»Jeg kan godt lide Superligaen. Men den træder altså vande nu, og det kommer den til at gøre, indtil slutspillet går i gang. Sportsligt kan det ikke hidse fodboldfolket op. Kun indpakningen kan redde efteråret. Den skal Superliga-klubberne virkelig tage alvorligt,« lød det fra Morten Crone Sejersbøl.

Og hvornår var der så færre tilskuere til en Superliga-kamp end de 1.085 på Lyngby Stadion denne lørdag?

Det var såmænd 4. december 2012. Og scenen var den samme, da Lyngby tabte til AC Horsens på Lyngby Stadion. Dengang var der 1.059 tilskuere.