Landstræner Morten Olsen er begejstret over, at Brøndby ikke går konkurs.

Morten Olsen har en fortid som træner for Brøndby i starten af halvfemserne, og det glæder landstræneren, at klubben har skaffet 108,4 millioner kr. i aktie-emissionen, og at Brøndby derfor kan fortsætte som professionel fodboldklub.

- Jeg synes, det er fantastisk for Brøndby. Jeg har også mere eller mindre hjertet med, fordi jeg har været der for nogle år siden - men for dansk fodbold i almindelighed er det selvfølgelig vigtigt, at klubben bliver ved med at bestå, siger Morten Olsen til dr.dk

-Umiddelbart er jeg nødt til i mit job at være neutral over for alle andre klubber. Men som privatperson taler hjertet selvfølgelig også. Brøndby er jo en traditionsklub, og jeg synes i al almindelighed det ville have været forfærdeligt, hvis de var gået konkurs, siger landstræneren, der godt kan forestille sig, at klubben til næste sæson kommer op i Superligaens bedre halvdel.

- Jeg tror godt, at Brøndby kan komme til at holde sig i toppen næste år. Hvorfor ikke? De har baggrunden og fansene, og når de nu også har fået styr på økonomien, har de også styr på det sportslige, siger Morten Olsen.