Den svensk-græske midterforsvarer Sotirios Papagiannopoulos er præsenteret som ny FCK-spiller. Han tiltræder på en aftale, der løber over fire år.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

»Vi er meget tilfredse med tilgangen af Sotirios, som har redskaberne til at blive en stærk FCK-stopper. Vi har kendt ham længe og var især imponerede af hans spil i Europa League. Han er hurtig, fysisk stærk og god med bolden, ligesom han har været med på internationalt niveau for både klub og landshold. Han har også været en del af en stor klub som PAOK i Grækenland og har den rigtige mentalitet til at være med i en klub, der spiller under pres. Vi ser meget frem til at arbejde med Sotirios, som vi er overbeviste om bliver et positivt bekendtskab for FCK,« siger manager Ståle Solbakken.

Forsvarsspilleren er hentet i Östersunds FK, hvor han har været en profil under klubbens imponerende bedrifter i Europa League i sidste sæson.

»Jeg ser det her som et stort skridt frem i min karriere. Jeg har haft en fantastisk tid i Östersund, men nu ser jeg virkelig frem til den her store udfordring. FCK er Skandinaviens største klub og den bedste i et internationalt perspektiv. Det glæder jeg mig til at blive en del af, og jeg vil gøre alt, jeg kan for at hjælpe klubben til titler og succes. Det er en stor dag for mig, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang,« siger Sotirios Papagiannopoulos, der har græske rødder, men er født i Stockholm og blandt reserverne til den svenske VM-trup.

De gode nyheder kommer, efter BT fredag aften kunne afsløre, at manager Ståle Solbakken havde en nedslående nyhed. Det drejede sig om stjerneforsvareren Erik Johansson, der ønskede at komme tættere på sin forlovede Carina Berg, som bor og arbejder i Sverige.

Det betyder samtidig, at FC København går glip af en stor transfersum på forsvarsspilleren, der i store dele af den forgangne sæson sad udenfor med en korsbåndsskade.

Sotirios Papagiannopoulos får nummer 4 i FCK.

Papagiannopoulos får nummer 4 i FCK - og navnet kan tilsyneladende godt være på ryggen.
Papagiannopoulos får nummer 4 i FCK - og navnet kan tilsyneladende godt være på ryggen. Foto: Fck.dk
Vis mere