Så skulle den være god nok. FC Midtjylland har fredag forstærket sig med den costaricanske VM-angriber Marco Ureña på en seks måneder lang leje-aftale.

Angriberen, der var med Costa Rica til VM og scorede mod Uruguay, kommer fra den russiske klub FC Kuban Krasnodar og er en tiltrængt forstærkning til angrebet, fordi førstevalget Morten Duncan Rasmussen sidder ude i seks uger med en ledbåndsskade. 

- Ureña er da en af de spillere, vi holder øje med. Det er en blandt mange, så det er ikke mere konkret end så mange andre. Ureña er en af de type spillere, som Glen Riddersholm efterlyser, og som vi som klub måske synes er spændende. Han er hurtig, sagde FCM-direktør Claus Steinlein til bt.dk torsdag. 

FC Midtjylland har sikret en købsoption på Marco Ureña.