Denis Vavro er fortid i Superligaen.

Slovakken kan nu officielt kalde sig Lazio-spiller. Det bekræfter de danske mestre i en pressemeddelelse.

»Denis er på mange måder et skoleeksempel på, hvordan vi gerne vil udvikle spillere i FCK og sende dem videre til de største ligaer og klubber,« siger Ståle Solbakken om den 23-årige forsvarsspiller, der kom til klubben i 2017.

Den første tid i klubben var dog ikke helt let for slovakken, der var genstand for en del kritik i sin første sæson. Noget, der dog ændrede sig, og Denis Vavro har udviklet sig til en af profilerne på Solbakkens FCK-hold.

»Vi har nu fået et attraktivt økonomisk tilbud fra SS Lazio, og det er samtidig en stor mulighed for Denis. Kombineret med, at vi har fået en afløser på plads, har vi valgt at sige ja,« siger Ståle Solbakken om salget om fortsætter:

»Vi ville ikke have gjort det her, hvis ikke vi følte, at vi beholdt styrken i holdet, og det mener vi, at vi gør med den nye spiller,« siger nordmanden.

Denis Vavro selv understreger, at han har været meget glad for at være i hovedstadsklubben, som han 'skylder alt' for muligheden.

Et af hans største minder fra tiden i FCK er sidste sæsons kamp hjemme mod Atalanta, hvor det lykkedes for FCK at spille sig i europæisk gruppespil efter straffesparkskonkurrence - hvor netop Denis Vavro sparkede som femte mand og sendte Parken i ekstase.

Slovakken fortæller, at det ikke blot er klubben, han kommer til at savne. Også de mange fans har sat dybe spor hos ham.

»Jeg kommer til at savne dem, men jeg vil også selv være FCK-fan for altid, og jeg glæder mig til at besøge København igen i fremtiden,« siger Denis Vavro.

Hvem den 'nye spiller' i FCK bliver, er endnu ikke blevet meldt ud. I løbet af torsdag har det dog lydt, at der er tale om FC Nordsjælland-profilen Victor Nelsson, som ifølge B.T.s oplysninger bliver den største handel mellem to danske klubber. Det kan du læse mere om her.

F.C. København har allerede én gang i foråret været på rov i FC Nordsjælland for at hente forstærkning til bagkæden, da klubben i slutningen af maj købte Karlo Bartolec.