AGF-angriberen Kim Aabech rykker nogle kilometer syd for Århus, hvor han skal tørne ud for AC Horsens i næste sæson.

Det skriver TV3 Sport.

Det har længe lagt fast, at Kim Aabech ikke skulle fortsætte i AGF efter sommerferien, hvorfor at han har været i dailog med flere klubber om et skifte.

Søndag kom det så frem, at det er oprykkerne AC Horsens, der får glæde af den 32-årige Aabech.

»Det er korrekt, at Kim har underskrevet en kontrakt med Horsens. Vi har holdt flere møder med Bo (Henriksen, red.), og det match virker bare til at passe perfekt,« siger Kim Aabechs rådgiver, Mikkel Beckmann, til mediet.

Hovedpersonen selv kalder også sin kommende træner, Bo Henriksen, for en af de afgørende faktorer for, at valget faldt på Horsens.

»Den store faktor er Bo. Jeg har haft en god feeling på det, og det minder meget om de samtaler, jeg havde med Morten Wieghorst, da han hentede mig til AGF. Det biver godt at få en træner, der tror på mig. Glen har været fantastisk, men jeg har ikke fået den spilletid, jeg ønskede,« siger Kim Aabech til TV3 Sport.

Kim Aabech fik besked den 10. maj sammen med fire holdkammerater, at de ikke var en del af cheftræner Glen Riddersholms fremtidsplaner i AGF, og siden da har Aabech været rygtet til flere danske klubber, heriblandt et comeback hos hans gamle klub, Lyngby.

Aabech har skrevet under for en et-årig aftale med de østjyske oprykkere.