Som BT i sidste uge kunne afsløre, skifter østrigeren Daniel Royer efter sommerpausen fra Austria Wien til de nykårede danske mestre fra FC Midtjylland. Det bekræfter FC Midtjylland fredag på deres hjemmeside.

Torsdag aften blev FC Midtjylland danske mestre for første gang i klubbens historie. Men ulvene fra Midtjylland har ikke guldtømmermænd dagen derpå. De er allerede begyndt at opruste til den kommende sæson, hvor de har skrevet under med den 25-årige kantspiller Daniel Royer for et endnu ukendt beløb. Kontrakten løber frem til sommeren 2019.

Østrigeren er formentlig hentet ind som erstatning for enten Pione Sisto eller Sylvester Igboun, som forventes at forlade klubben i det kommende transfervindue. Også forsvarsspileren Erik Sviatchenko forventes at forlade den midtjyske klub i sommerpausen, mens Nantes' Kian Hansen rygtes til som forstærkning.

Daniel Royer bliver FC Midtjyllands første forstærkning til den nye sæson. Og der kan meget vel være flere på vej i den kommende uge. Det fortalte bestyrelsesformanden i FC Midtjylland, Rasmus Ankersen, til BT efter torsdagens mesterskabstriumf.

»Vi er tæt på flere spillere, og vi håber, vi kan få deres underskrifter i løbet af den næste uges tid. På den måde står vi bedre rustet, hvis vi mister noget. For os gælder det om at få truppen på plads så hurtig som muligt, for der er ikke lang tid til, at vi skal spille Champions League-kvalifikation,« sagde Rasmus Ankersen til BT.

FC Midtjylland træder ind i anden runde af Champions League kvalifikationen den 14. juli, hvor de kan møde hold som Stjarnan, Astana og Vardar Skopje.