60 år og med en bred vifte af klubber på cv'et. Ikke desto mindre kalder Ove Pedersen sin debut som OB-træner for den sværeste kamp i karrieren.

Ganske vist vandt OB bundgyseren mod Silkeborg 2-0, men spillet var på ingen måde prangende.

- Jeg stod med en masse små ideer i mit hoved, men vi lykkedes slet ikke med det, vi skulle, siger Ove Pedersen til TV3 Sport1. Nu ser han frem til to uger uden turneringskampe på grund af Danmarks forestående EM-kvalifikationskampe mod Albanien og Portugal.

- Jeg har haft mange kampe i min karriere, men det her var den sværeste. Jeg har sjældent glædet mig så meget til en landskampspause, lyder det fra Ove Pedersen, der kunne se sine tropper have store problemer med at skabe spillet mod Superligaens bundprop.

Den erfarne træner glæder sig dog over dagens store arbejdsindsats, som blev nøglen til sejr. Det er kantspilleren Emil Larsen enig i.

- Vi spiller ikke nogen god kamp. men vi fighter for det. Det giver tre point, og det kan vi være meget tilfredse med, siger han og møder opbakning fra angriberen Thomas Mikkelsen, der tegnede sig for sit første Superliga-mål.

- Det var en forløsning. Jeg har altid troet på, jeg kan score mål, så det erdejligt at se, at den også går ind i Superligaen, siger den lange angriber til TV3 Sport1.