OB er nu endegyldigt sikret endnu en sæson i Superligaen. Men spillerne kunne kigge langt efter overlevelsesfest. For nu venter kampe om europæiske placeringer.

Da Jens Jakob Thomasen dybt inde i tillægstiden mod Horsens kunne sørge for sejren på 2-1 med sin scoring, eksploderede OBs hjemmebane i jubel og forløsning. Efter et mørkt efterår og et lysere forår er OB også i Superligaen i 2017/2018-sæsonen. Derfor var der lagt op til fest i Odense fredag aften, og stadionspeakeren inviterede de fremmødte tilskuere til fejring på Heidis Bier Bar.

Men sådan blev det ikke for OB-spillerne. For træner Kent Nielsen er slet ikke færdig med denne sæson endnu. Lørdag er der træning igen 11.30, mens reserveholdet spiller mandag, lød meldingen fra chefen. Hos Horsens havde træner Bo Henriksen til gengæld givet sin spillere weekendfri. På trods af nederlaget.

»Vi er glade for overlevelse, fordi der har været pres på. Men vi er stadig bevidste om, at der er flere kampe. Vi har ikke nået et resultat endnu. Jeg har altid sagt, at man skal fejre, når man opnår resultater. Dér er vi ikke endnu. Spillerne møder ind til træning lørdag,« siger Kent Nielsen.

OB-holdet var stærkt påvirket af kampens betydning. En sejr betød overlevelse, mens Horsens kunne bringe spænding ind i nedrykningskampen med ved at selv at sikre sig de tre point.

»Vi var meget påvirket af det pres udefra, og vi får ikke sat vores spil i scene, som vi ellers har gjort i foråret. Vi er glade for, at vi lykkedes med at vinde, men vi ved også godt, det ikke er vores bedste kamp.«

Horsens-træner Bo Henriksen var trods nederlaget stolt. Stolt over, at Horsens satsede alt for at få den sejr, de drømte om. Det gik galt, men de prøvede.

»Vi satsede til sidst. Vi kunne sige, at 1-1 var godt nok, eller så kunne vi satse helt vildt, som vi gjorde. Det var OBs mulighed, at vi skulle satse, fordi jeg synes, vi var bedre end dem på stort set alle parametre. Sådan er det. Vi er stolte af, at vi gav det et skud,« siger Horsens-træneren, der nu kan se frem til skulle ud i livsvigtige playoff-kampe om overlevelse grundet den nye Superliga-struktur.

»Det er jo et eller andet sted et vanvidsscenarie af nogle fodboldkampe, vi skal ud og spile, men det er den struktur, der er lavet, og jeg synes, det er fedt, og det kommer til at vise, hvem der kan klare presset. Hvem har de berømte boller eller de berømte ’cojones’? Det har jeg det fint med, fordi jeg synes, vi viser for første gang længe mod OB, at vi kan. Enten skyder vi brystet frem eller hænger med hovedet. Og vi skyder brystet frem. Gutterne har fået weekenden fri, det handler jo ikke om straffeaktion. Fra på mandag kigger vi fremad mod de spændende kampe.«

Men også her ser OB-træner Kent Nielsen anderledes på tingene.

»Jeg kan vende det om og sige, at jeg synes, det er odiøst, at vi i foråret har vundet 6 kampe, spillet to uafgjorte og tabt to – og alligevel har vi været i store problemer. Det er lidt… Skal vi ikke sige, at vi ikke rigtig har haft nogle tanker om det. Der er meget pres på, og vi skal måske lige puste ud, men vi skal nok finde overskuddet. Det her skal slet ikke lyde arrogant, men jeg har ingen bekymringer om dem, vi eventuelt skal op imod. Rammer vi vores topniveau, kan vi gøre det svært for rigtig mange hold,« siger Nielsen om de kommende kampe om en plads i Europa League-kvalifikationen.

Inden den sidste runde i denne weekend ligger AaB til at være OBs kommende modstander, mens Horsens kan se frem til kampe mod AGF, hvis stillingen holder.