OB kom planmæssigt foran i hjemmekampen mod FC Vestsjælland, men to mål af udeholdet tidligt i anden halvleg betød, at OB tabte kampen 1-2.

Hjemmeholdet leverede generelt en skrækkelig anden halvleg med et utal af boldtab, og det var da også en svært utilfreds Martin Spelmann, der efter kampen skulle sætte ord på præstationen.

»Vi har egentlig fint styr på dem og gør det vi skal i store dele af første halvleg. Men vi får trykket mod os, fordi vi er for dårlige. Vi får ikke clearet vores bolde dernede. De lander altid ved en rød (FCV-spiller, red.). Vi falder for meget, det er simpelthen så pinligt at se på. Det første mål vi lukker ind, det må aldrig nogensinde ske. Det er børnehavefejl, og dem har vi rigtig mange af, og derfor står vi uden point,« sagde Martin Spelmann efter kampen til TV3 Sport.

Læs også:

Læs også:

Thomas Dalgaard bragte OB i front efter bare fire minutters spil, men Spelmann mener ikke, at den tidlige scoring blev en sovepude for fynboerne.

»Det synes jeg bestemt ikke. Men vi har det med, at når vi begynder at blive truet lidt nede bagi, så skider vi i bukserne, og det gør vi også i dag,« sagde han.

En OB-sejr ville have skabt et hul på 13 point mellem kampens to modstandere på 10. og 11.-pladsen. I stedet er der nu blot syv point op til den rigtige side af nedrykningsstregen for FC Vestsjælland. Der resterer ti kampe.