Midtbanespilleren Martin Spelmann er ked af, at træner Troels Bech er blevet fyret i OB. Spelmann mener, at fyringen kan se mistimet ud, efter fynboerne leverede en god præstation på udebane mandag aften, selvom de tabte 1-2 til FC Nordsjælland.

- Det er chokerende, at det sker nu - også på baggrund af det, der skete i går, hvor vi spillede en fin kamp, selvom vi tabte. Men jeg kan forstå på nogle andre, at det er en beslutning, der er truffet inden kampen i går, så om vi havde vundet 18-0, så havde det ikke ændret noget, siger Spelmann og fortsætter:

- Jeg er dybt chokeret. Det er der mange, der er. Selvfølgelig har vi nået at tænke tanken, for vi kender jo godt den her verden, og vi ved, der er grænser for, hvor lang snor man kan give træneren. Det er jo altid træneren, der står for skud, selvom det efter min mening er os spillere, der har det største ansvar. Det er os, der løber rundt derinde og skal præstere, siger Spelmann.

Han understreger samtidig, at der har været fin stemning mellem Troels Bech og spillertruppen trods de dårlige resultater i Superligaen, hvor OB ligger nummer 11.

- Der har været fuld opbakning til Troels hele vejen igennem, og vi har været gode til at holde en nogenlunde normal humørskala, selvom tingene ikke er gået, som vi har ønsket det, siger Spelmann,

- Vi ser jo også indad, og det gør ondt, at han må forlade os. Det er ikke første gang, vi siger farvel til nogen her i klubben. Vi sagde også farvel til Flemming Povlsen og en pressechef, der havde været i klubben i mange år. Også på baggrund af at der skulle skæres ned, men hvis vi nu havde vundet nogle flere kampe, så er det ikke sikkert, det var sket.

Der tales netop hos iagttagere og eksperter meget om, at økonomiske nedskæringer er den største forklaring på OBs problemer, men så entydigt er det ikke ifølge Martin Spelmann.

- Der bliver da skåret ned for en masse ting, men nu kommer jeg fra mere ydmyge kår, så jeg tror, det er hårdere for dem, der var her i den rigtige sjove tid, hvor pengene flød på gangene. Men jeg kom til klubben, da man begyndte at skære ned, så jeg har ikke prøvet andet, siger Spelmann og fortsætter:

- Bare fordi du bruger en masse penge, så er det sgu ikke nogen garanti for, at du vinder kampe. Det så vi i Horsens, hvor vi blev nummer fire og kom i pokalfinalen. Det handler om at bygge det rigtige team op og den rigtige konstellation. Og med den trup, vi har, kan vi sagtens kravle mange placeringer op. Hver dag til træning ser jeg den kvalitet, der er i truppen, og det er rigtigt mange dygtige spillere, som jeg på ingen måde vil bytte ud. Jeg har stadig stor tro på tingene, siger han.

Men hvis kvaliteten er så god, så giver det vel god mening at prøve en anden træner end Troels Bech, når I ligger så dårligt placeret i Superligaen?

- Det kan du sige. Jeg forstår også godt den her verden og behovet for at ryste posen nogle gange, men i sidste ende handler det om, at vi spillere skal steppe op, lyder det fra Martin Spelmann.

Ove Pedersen er ny træner i OB, og nu ser Martin Spelmann frem til de nye impulser, som den rutinerede træner kommer med.

- Jeg kender ham som modstandertræner, og jeg kender hans præstationer og resultater. Lige nu ved jeg ikke mere end det. Men ligesom med Troels er der selvfølgelig fuld opbakning til Ove, og vi glæder os til samarbejdet.