Både OB og Randers er endegyldigt sikret endnu en sæson i Superligaen, men derfor kunne to af de største og varmeste salgsemner i dansk fodbold jo godt vise sig frem.

Hos hjemmeholdet har landsholdsbobleren Rasmus Falk i foråret for alvor genfundet niveauet efter en skade, der bremsede en ellers rivende udviklingen en smule. Er det så tid til, at offensivspilleren skal følge i sin gode ven og tidligere holdkammerat Christian Eriksens fodspor og teste talentet af i udlandet?

- Hvis det rigtige tilbud kommer, så ja. Der er ikke noget konkret endnu, men det er ingen hemmelighed, at jeg drømmer om at komme til udlandet en dag, siger OB’eren, der dog tager fremtiden med ro.

- Det sker forhåbentlig på et tidspunkt, at jeg får chancen, men det er ikke til at sige, om det allerede skal være til sommer, eller om det må vente lidt på sig. Jeg er glad i OB, og jeg føler også, jeg stadig kan udvikle mig her, men jo, udlandet lyder da spændende, sagde Rasmus Falk efter en kamp mod Randers, hvor han især i første halvleg rev og flåede modstanderens defensiv fra hinanden.

Og mens eventuelle udlandsklubber kunne sidde med ét øje på Rasmus Falk, var der mulighed for at lade det andet kigge på endnu et varmt navn i dansk fodbold. Ronnie Schwartz. Topscorer i Randers og blandt Superligaens farligste afsluttere.

Randers-træner Colin Todd indrømmede efterfølgende, at det kan blive svært at holde på profilen sommeren over:

- Han kan det jo meste. Han har to gode fødder og er dejlig aggressiv, så selvfølgelig lægger folk mærke til ham i udlandet. Han har været fantastisk i de to år, jeg har været i klubben, mere kan jeg ikke sige til det, svarer englænderen på spørgsmålet, om Ronnie Schwartz også er at finde i Randers i næste sæson.

Todd kan godt se Ronnie Schwartz, eller plaffeministeren, som de kalder ham i Kronjylland, i britisk fodbold en dag.

Og så kan en erstatning måske blive en nødvendighed. Todd havde således fravalgt den ellers tidligere så farlige Djiby Fall, som end ikke var på bænken mod OB i aftes.

- Han er ikke på det niveau, han var på for seks år siden. Han har døjet med skader, og tingene tager tid. Jeg tror dog, han kommer til at spille en eller anden form for rolle i sæsonens to sidste runder, lød Todds forklaring på den dispostion.