OB har lukket transfervinduet for denne omgang – medmindre et eller andet ekstraordinært dukker op.
Sådan lyder meldingen fra sportsdirektør Jesper Hansen.
Han har brugt den sidste dag i transfervinduet på at lede efter den angriber, der kunne forstærke angrebet. Men det har ikke kunne lade sig gøre – og Jesper Hansen ville ikke hive noget ind bare for synets skyld. Der har han før brændt nallerne.
»Vi har før prøvet at hente en spiller ind med et cv, der fortalte, at han scorede i hver anden kamp. Det gjorde vi med Lado (Vladimir Dvalishvili, red.), og det viste sig, at det tog for lang tid at køre sådan en spiller ind.«
»Jeg er tryg ved det nuværende angreb med Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen, som også kan suppleres af Joan Simun Edmundsson og Rasmus Jönsson. Skulle vi have noget ind, skulle det være en decideret forstærkning, og det har vi ikke fundet,« siger Jesper Hansen, der tilføjer, at der i løbet af tirsdagen også har været arbejdet på salg af spillere - uden at det blev til noget.
Er vinduet helt lukket for jeres vedkommende?
»Ja, det forventer jeg. Vi er godt tilfredse med transfervinduet. Vi synes, vi har fået et par rigtig spændende spillere ind i Casper Nielsen og Ryan Johnson Laursen. Casper giver også nogle muligheder på midtbanen, så da Mo (Mohamed El Makrini, red.) fik tilbud fra Holland, så accepterede vi det. Og så er vi rigtig glade for, at vi har skrevet med Helenius fra sommer af.«
I har jo scoret meget få mål i efteråret - og I har to angribere i Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen, der ofte er skadet. Er I sikre på, at I kan finde nok mål i foråret til at sikre endnu en sæson i Superligaen?
»Det er vi. Det er rigtigt, at Festersen er ude nu. Men han er snart klar igen. Og 'AK' havde rigtigt nok problemer med ryggen i starten af sæsonen, men han har længe været inde i en god periode. De er begge spillere, der før har scoret mål, og jeg er tryg ved, at de nok skal begynde at gøre det igen. Og vi har også fine alternativer i Jönsson og Edmundsson samt de to unge Yao og Kristian Weber, der begge har gjort det godt.«
Så I er sikre på, at I har truppen til at sikre superliga-overlevelsen?
»Ja, det er vi.«
