OB ser endelig ud til at have fået gang i pointhøsten. I hvert fald på hjemmebane. Søndag eftermiddag lykkedes det fynboerne at hente tredje hjemmebane-sejr i streg.

Modstanderen var FC Nordsjælland, og OB lagde offensivt ud og pressede nordsjællænderne. Det var derfor fuldt fortjent, at hjemmeholdet kunne bringe sig foran efter 34 minutter,

Rasmus Falk og Emil Larsen satte turbo på i venstre side, og med et hårdt og fladt indlæg fandt Emil Larsen Vladimir Dvalishvili, der i første omgang brændte på David Jensen i FCN-målet. Men georgieren fulgte selv op og kunne bringe OB foran.

OB fortsatte det tunge pres på FC Nordsjælland i starten af anden halvleg, men nordsjællænderne arbejdede sig stille og roligt ind i kampen, og fik tilført mere speed til deres offensive spil, da træner Olafur Kristjansson bragte topscorer Uffe Bech i spil. Bech var blevet sorteret fra i Kristjanssons startopstilling, fordi han var kommet for sent til FCN-trænerens taktiske oplæg søndag morgen, men efter 56 minutter mente Kristansson altså, at der var behov for landsholdsspillerens kvaliteter offensivt. Og det satte da også gang i FC Nordsjællands højre side, hvor OB's norske back Esben Ruud havde travlt med at holde styr på Uffe Bech.

Det var dog stadig OB, der skabte de største chancer, og særligt Emil Larsen virkede opsat søndag eftermiddag. Men hans afslutninger var aldrig for alvor en trussel mod David Jensen i FCN-målet.

I kampens afslutning var FC Nordsjælland nødsaget til at satse offensivt, hvilket skabte flere store omstillingschancer til OB. Men den sidste og afgørende aflevering sad aldrig rigtigt i skabet, og derfor blev det ved den enkelte scoring til fynboerne. Men et mål var i sidste ende nok, selvom FC Nordsjælland havde flere chancer i kampens slutfase.

Med sejren kravler OB op på den rigtige side af nedrykningsstregen.