Det var langt fra sidste udkald for OB, men en sejr over Hobro ville trække nordjyderne med ned i suppedasen, hvor man spiller om at undgå nedrykning frem for en plads i europæisk fodbold. Derfor var det en vigtig sejr, fynboerne fik.

På et selvmål af Mads Justesen, et hovedstødsmål af Lasse Kryger og et straffesparksmål af Emil Larsen sørgede OB for sejren på 3-1 over Hobro, der tidligere på sæsonen havde vundet den første kamp mellem de to hold.

Efter en hård uge i Odense med BTs afsløring af uro i truppen grundet sportsdirektørens bortskaffelse af varm kakao og Red Bull viste OB'erne stor moral. Et stort fynsk pres åbnede kampen, men Hobro kom foran, da Mads Toppel boksede helt skævt til et hjørnespark og sendte den i eget net.

Om det var fansenes Red Bull fra lørdagstræningen, der gjorde udslaget, vides ikke, men fynboerne strøg direkte i angreb efterfølgende, og en hård tackling fra gæsternes Martin Mikkelsen resulterede i hans andet gule kort og dermed en udvisning. Det blev vendepunktet for kampen. Inden dommer Lars Christoffersen fløjtede til pause, havde Hobro nemlig gengældt Mads Toppel tjeneste ved 1-0-målet og via Mads Justesen sparket 1-1-målet i eget net.

Lasse Kryger headede 2-1-føringen i nettet på et Emil Larsen-indlæg, og tre minutter senere var det Lars Christoffersens tur til at gøre OB en tjeneste, da han dømte straffespark på en bold sparket direkte op på en ikke-flagrende arm af Hobros Jesper Bøge. Det straffespark fik Emil Larsen lov at score på.

OB fik med sejren kontakt med holdene over nedrykningsstregen, og de har nu kun fem point op til Hobro på sjettepladsen.