Det er slut med spekulationer om målmandsposten i OB, for fremover bliver det 22-årige, ukrainske Maksym Kovalev, der skal holde det fynske bur rent.

Kovalev kommer til fra Dynamo Kiev, hvor han allerede som 16-årig debuterede og siden blev relativt fast målmand for den ukrainske storklub, inden han igen blev sendt ud på reservebænken. Nu skal han til OB på en etårig lejeaftale.

»Maksym er en målmand med en bemærkelsesværdig erfaring, når vi tager hans alder i betragtning. Han er et enormt målmandstalent, og han har allerede vist, at han ved, hvordan han skal få talentet til at folde sig ud på banen. Derfor er vi rigtig glade for, at Maksym er en del af OB i den kommende sæson, og jeg er overbevist om, at han vil blive en stærk og inspirerende del af vores målmandsteam,« siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.

OB har siden Michael Falkesgaards skade - og også før - ledt efter en målmand, der var det helt naturlige førstevalg. Michael Tørnes blev hentet ind først, men nu kommer Kovalev fra et andet lejeophold i ukrainske Hoverla.

»Jeg er kommet her for at hjælpe holdet til gode resultater, og som fodboldspiller går man altid efter at vinde så meget som overhovedet muligt i både ligaen og cuppen. Jeg har spillet mange kampe i Ukraine, og jeg har haft et stort ønske om at komme ud i Europa og prøve mig af, så jeg glæder mig over, at det sker nu,« siger Kovalev.