Selv om OB har tabt seks kampe i streg i Alka Superligaen, og en overlevelseskamp i bunden lurer, kan cheftræner Kent Nielsen sove trygt om natten.

Det forsikrer OB-sportsdirektør Jesper Hansen.

»Svaret er ganske kort, at Kent Nielsen ikke er i fare for at blive fyret,« siger Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.

»Da vi ansatte Kent i 2015 på en fireårig aftale, var det et klart signal om, at vi skal bygge nogle ting op fra bunden. Det er jeg helt overbevist om, at Kent er den rette mand til, og vi har rigtig stor tålmodighed.«

OB tabte søndag 0-3 til Brøndby på udebane, og holdet ligger nu på 12.-pladsen, hvilket lige nu er ti point fra den top seks-placering, klubben før sæsonen satte som målsætning.

Men Jesper Hansen mener ikke, at en trænerfyring er løsningen. Tværtimod ser han kontinuitet i klubben som nøglen til at komme tilbage.

»Udvikling tager lang tid, og sådan var det også, da Kent blev cheftræner i AaB, hvor han i første sæson reddede dem fra nedrykning, fulgte op med en mellemsæson for derefter at få tingene til at lykkes for alvor,« lyder det fra Jesper Hansen.

»I den periode, jeg har været sportsdirektør, har vi haft en enkelt trænerfyring, og jeg tror ikke på, at det er vejen til succes, hvis man hele tiden skifter ud og starter forfra.«

Top-seks er langt væk, men OB har endnu ikke opgivet ambitionen, fortæller sportsdirektøren.

»Vi havde sat os som mål at komme i mesterskabsslutspillet i år, og det er stadig et brændende ønske for os, at det kan lykkes,« siger Jesper Hansen.

OB skal forsøge at tage point, når AGF fredag kommer på besøg i Superligaen.

 
Hany Mukhtar stjal første halvlegs rampelys, da han selv opsnappede bolden fra midten og sparkede den igennem benene på Grytebust, som blev udstillet af OB-forsvaret
Vis mere

/ritzau/