Rasmus Falk har i denne uge fået sin fremtid på plads og skal fra sommer spille i FC København, når hans hans kontrakt med OB udløber.

Skiftet til en anden Superliga-klub har ikke just været populært blandt dele af fynboernes fans, og det har faktisk været så voldsomt, at sportsdirektør Jesper Hansen nu går ud og forsvarer Rasmus Falk.

Jesper Hansen forklarer blandt andet, at reaktionerne har været over grænsen for, hvad klubben kan acceptere.



»Det hører med til vores branche, at spillere skifter klub, og vi respekterer fuldt ud Rasmus’ beslutning. Rasmus er en meget vellidt spiller i OB, og det gælder både i truppen og i klubben som helhed. Det gør situationen svær, fordi mange er skuffede, samtidig med at de ønsker Rasmus det bedste. Jeg håber, at Rasmus vil få den opbakning og afslutning i OB, som han fortjener, for midt i ærgrelsen skal alle huske på de mange gode oplevelser, Rasmus har været med til at give os på banen i de sidste 10-11 år. Vi er stolte i både talent- og seniorafdelingen over at have været med til at udvikle en spiller, der er aktuel for landsholdet, og jeg ved også, at Rasmus er stolt over at være og have været OB’er,« siger Jesper Hansen og fortsætter:

»Rasmus har besluttet at skifte klub, når hans kontrakt udløber til sommer. Det betyder, at han er OB-spiller i foråret, og hos os er der ingen, der står hverken over eller under klubben. Vi vil altid stille op med de stærkeste spillere, og hvis Rasmus er blandt dem, vil han også spille i foråret. Det er trænerens beslutning, og den håber jeg, at alle vil bakke op om, for vi har et fælles mål om at slutte sæsonen på en solid midterplacering. Det mål er Rasmus er en vigtig del af, og det vil vi gøre alt for at bakke ham og resten af holdet op i. Jeg forstår godt, hvis nogle er skuffede og ærgerlige over, at Rasmus skifter. Vi har fantastiske fans, som vi sætter enormt stor pris på, og jeg ved, at de sætter vores fynske talenter meget højt. Derfor er det også kun endnu mere ærgerligt, når spillere skal opleve reaktioner, der i den grad går over grænsen for, hvad vi kan acceptere«.

Rasmus Falk har skrevet under på en fire år lang kontrakt med FC København og skifter dermed transferfrit, når aftalen med OB udløber til sommer.