OB befinder sig i øjeblikket i en svær situation, hvor det i Superligaens første 10 kampe kun er blevet til en enkelt sejr. Og spillertruppen er hårdt ramt, fortæller holdets anfører, Kenneth Emil Petersen.

Sæsonen startede egentlig udmærket for fynboerne, der i de første fem kampe ikke indkasserede et eneste nederlag. Siden er det dog kun gået én vej. Nedad.

Kenneth Emil Petersen var en af de mange nye spillere, der kom til OB i sommerpausen. Han blev endda gjort til anfører med det samme. Nu befinder han og resten af holdet sig i en sportslig krise, hvor nederlaget til Sønderjyske torsdag aften blev det femte af slagsen i træk.

»Det føles ikke rart, det er klart. Jeg ved godt, at mange fans og så videre er ramte, men jeg tror ikke, at der er nogen, der er mere ramt end spillertruppen. Det føles ikke godt at tabte så mange kampe i streg. Det var ikke det, vi hverken havde håbet eller forventet, da vi gik i gang med sæsonen,« siger Kenneth Emil Petersen.

Hvilket ansvar føler du, når du står i det som anfører?

 

»Jeg føler da selvfølgelig, at jeg har et ansvar, det er klart. Det håber jeg da også, at mine holdkammerater føler. Vi er alle sammen ansvarlige for, at det ikke er gået, som vi havde håbet. Vi havde håbet på flere point – vi er alle medskyldige, og vi kan ikke stå og pege fingre.«

Men hvor det, at det særligt går skævt?

»Det er tydeligt at se, at vi har manglet at score nogle mål. Jeg synes egentlig, at vi i det store hele har været gode til at spille os frem til chancerne. Flere gange har vi har tilløb til noget lige ved og næsten,« siger OB-anføreren, der dog undersreger, at det ikke kun er på modstandernes banehalvdel, at det halter.

»Det går ikke vores vej lige i øjeblikket, og vi skal kæmpe hårdt for at få scoret. Men omvendt kan man også sige, at hvis det havde været så godt defensivt, havde vi ikke tabt fem kampe i træk.«

Er det de berømte marginaler?

»Vi kan jo ikke blive ved med at sige, at det er marginaler, når vi har tabt fem kampe i streg. Der mangler også noget kvalitet. Vi har ikke haft den fornødne kvalitet til at få scoret og få en succesoplevelse.«

Hvordan skal det forstås, at I mangler kvalitet?

»Jeg synes egentlig, at vi har en stærk trup, men i de enkelte kampe har vi manglet kvalitet, som der en gang i mellem skal til for at få scoret. Det har vi kæmpet med, og det kæmper vi stadig med.«

Hvor hårdt er I ramt på selvtilliden?

»Det er egentlig ikke så slemt, synes jeg. Men det er klart, at vi er en ramt trup, som trænger til en succesoplevelse. Når man har tabt fem kampe i træk, sætter det sig da på selvtilliden. Humøret er ikke, som det kunne have været med nogle sejre. Men heldigvis kommer kampene hurtigt, så man er nødt til at lægge skuffelsen bag sig og tro på, at det er næste gang, at det bliver vores tur,« lyder det fra Kenneth Emil Petersen.