HOLD. NU. FAST!!!

Sikke en gulddyst, vi fik på Heden!

Brøndby ligger nu til klubbens første DM-guld siden 2005 efter de slog FC Midtjylland 3-2 i et brag af en topkamp i Herning.

Op til guldduellen på heden lå de to hold historisk tæt på 69 point. Alligevel  havde hovedparten af alle eksperter i fodbold-Danmark peget på Brøndby som de største mesterskabsfavoritter på grund af deres form og en stime på 23 kampe som ubesejret i Superligaen.

FC Midtjylland har dog i nu flere sæsoner nu været den frække dreng i Superliga-klassen. Derfor virkede spillerne også fuldstændig ligeglade med ekspertvurderinger, da guldbraget blev fløjtet i gang.

På et proppet MCH Arena med en stemning en guldkamp værdig lagde FCM, som det er set flere gange tidligere i sæsonen, et stort pres på modstander fra start, hvor de tæppebombede et tydeligt presset Brøndby-forsvar med indlæg.

Efter et lille kvarter gav det så pote, da Gustav Wikheim vandt en duel på venstrekanten mod Paulus Arajuuri, der oversatsede for at vinde bolden. Nordmanden kørte i stedet mod mål og sparkede resolut bolden imellem benene på Frederik Rønnow, som ikke så alt for godt ud i situationen.

Den midtjyske føring gav hjemmeholdet yderligere blod på tanden, mens Brøndby forsvarene anført af Arajuuri virkede rystende usikre.

Og bare tre minutter efter den første scoring gik det galt igen for Brøndby, og igen opstod faren på venstrekanten. Mikkel Duelund slog et indlæg på kanten af feltet forbi en passiv Johan Larsson. Inde foran mål blev det dobbelt op for Gustav Wikheim, der kom først på den flade bold og dirigerede den i mål bag en chanceløs Rønnow. Nok en gang Arajuuri burde have fulgt med Wikheim, men han var ingen steder at se.

2-0 nede skulle der ske noget for Brøndby. Derfor samledes spillerne i rundkreds og gav hinanden en opsang. Og den fik den ønskede effekt for en stund, da Kamil Wilczek fik sidste fod på en hjørnespark, og han satte sikkert reduceringen i kassen ved bagerste stolpe. FCM-keeper Jesper Hansen så langt fra sikker ud, da han flagrede rundt efter bolden i luften og gav en fri Wilczek frit lejde til at score.

Efter pausen var Midtjylland dog stadig det dominerende hold, og det lignede længe, at FC Midtjylland ville bringe sig afgørende i front i tabellen, men pludselig dukkede polske Kamil Wilczek op som trold ud af en æske og headede udligningen i kassen.

Og blot fire minutter efter gik alle eksperters profeti alligevel i opfyldelse, da alt blev vendt på hovet. Brøndbys venstreback Anthony Jung tog, efter et afværget frispark, bolden ned med brystet og tordende sejrsmålet i kassen i det lange hjørne.

Guldkampen på heden havde al det drama, som alle havde håbet på, og med sejren fører Brøndby nu Superligaen med 72 point – tre point foran FC Midtjylland.

GENOPLEV braget i LIVE-bloggen her.