Marcus Pedersen var i stort spillehumør, da et reformeret OB-hold sendte Sønderjyskes 10 mand ned i bundstriden med alvorlige ar på selvtilliden.

OB begynder igen at ligne tegningen til et tophold, mens Sønderjyske må finde sig i at agere madding for bundhold som Brøndby og Silkeborg.

Fynboerne viste helt nye takter, da de hjemme på TRE-FOR Park knuste Sønderjyske med 5-0. Hverken dommer Michael Johansen eller Sønderjyske vil huske den kamp som et højdepunkt.

Det vil OB-træner Troels Bech. Han har hidtil i sæsonen holdt fast i sit 4-4-1-1-koncept med stor fokus på opspil centralt i banen. Men mod Sønderjyske så man så cheftræneren gøre op med sin egen filosofi for i stedet at satse på en 4-4-2-formation, hvor der blev langt mere plads til de stærke offensive kvaliteter, hans  kantspillere råder over. Det skulle han nok have gjort noget før. Også selvom Sønderjyskes muligheder blev ødelagt af et tidligt rødt kort til Niels Lodberg.

Rasmus Falk viste allerede mod Brøndby, at hans langvarige måltørke sluttede, da hans hurtige tanker blev flyttet ud på højrekanten. Det bekom ham også vel mod Sønderjyske. Men systemskiftet åbnede også for, at Espen Ruud fra sin position på højre back kom til flere farlige indlæg, end han nogensinde er kommet med Troels Bech som træner. 

Det var indledningsvis den norske OB-angriber Marcus Pedersen, der stortrivedes i den nye formation med Morten Skoubo ved sin side. Nordmanden deltog selv i opspillet, inden han klappede føringen overbevisende ind fra distancen. Pedersen stod også for oplægget, da kampen reelt blev afgjort. Morten Skoubo blev sendt alene igennem, men den farthæmmede angriber nåede ikke at afslutte, inden Niels Lodberg nedlagde ham på kanten af feltet og fik direkte rødt kort.

Espen Ruud tog sig ikke af, at forseelsen nok blev indledt uden for feltet, da nordmanden stensikkert udnyttede straffesparket til fynsk 2-0-føring efter et kvarter. Senere blev Sønderjyskes reservekeeper Kenneth Stenild også udvist for at genere dommer Michael Johansen for at brokke sig fra bænken.

Det blev endnu værre for Sønderjyske, da et voldsomt OB-overtag blev udnyttet af venstre back Bashkim Kadrii, da han scorede  flot fra kanten af feltet. 

Kadrii var endnu mere overbevisende, da han efter forarbejde fra en sprudlende Marcus Pedersen hamrede 4-0-sømmet i Sønderjyskes kiste. Den stærke ungarer Krizstían Vadócz headede 5-0-målet ind med sit femte mål i blot syv Superliga-kampe på trods af et udgangspunkt fra den centrale midtbane.