AaB-træner Kent Nielsen vil ikke udelukke, at han sender sin nye hollandske lejesvend, Donny Gorter, i aktion i onsdagens kvalifikationskamp til Champions League-gruppespillet mod Apoel FC fra Cypern.

- Han er med i truppen, og han er en stærk teknisk spiller, siger Kent Nielsen.

Donny Gorter er lejet i den hollandske klub AZ resten af sæsonen og kan foruden back også spille på den centrale midtbane.

- Lige nu tygger jeg på, om han skal med fra start, siger Kent Nielsen.

Cheftræneren må mod Apoel undvære profiler som Rasmus Jönsson, Lukas Spalvis og Jakob Ahlmann.

De to sidstnævnte blev i øvrigt begge korsbåndsoperet tirsdag. Herefter venter der en genoptræningsperiode på mellem seks og ni måneder.