Fredag blev Superligaen sparket i gang med en lidt af en overraskelse, da Horsens på udebane slog AGF med 2-1. Sommerferien er ovre, Usikkerheden lurer. Hvem er styrket? Hvem er svækket?
BT har været i historiebøgerne og fundet de fem største overraskelser, første spillerunde har givet os igennem årene
25. juli 1997: Aarhus Fremad - AGF 2-1
For første gang nogensinde havde Aarhus i 1997 to hold i Superligaen og skæbnen ville, at lillebror og storebror, Aarhus Fremad og AGF, skulle møde hinanden i første kamp.
De i alt 15.500 tilskuere troede, de skulle se ’hjemmeholdet’ blive sat på plads – men endnu engang snød David Goliat. Topscorer Søren Hermansen husker tilbage:
»Vi havde hjemmebane, men stadion var jo klædt i hvidt alligevel. Det var en mærkelig følelse af at have hjemmebane, men alligevel være på udebane. Jeg tror ikke AGF’s fans havde set, at de skulle tabe den kamp. Efter kampen var der lidt en chokstemning, men jeg husker også, at AGF’erne tog det med værdighed og indrømmede, at lillebror havde været bedst. Det kom som et chok for både lillebror og storebror.«
»Der var rigtig mange på vores hold, som havde en fortid i AGF. Jeg tror, vi havde 8-9 spillere, der tidligere havde spillet i klubben, så det gav selvfølgelig lidt ekstra krydderi. Samtidig var det måske også et godt tidspunkt at møde AGF. Det var lige efter bosmandommen, hvor man uden at fornærme AGF vist godt kan sige, at de havde sovet lidt i timen. De havde mistet en del spillere den sommer. Thomas Thorninger og Stig Tøfting blandt andet.«
»Jeg scorer efter små ti minutter, og vi kommer også foran 2-0 og er så mega pressede de sidste 5-7 minutter. De får reduceret og er tæt på at udligne, og vores batterier var helt døde. Men alt i alt var det en fortjent sejr.«
25. juli 1999: Herfølge - AaB 3-1
I 1999/2000-sæsonen vandt Herfølge det til dato mest overraskende danske mesterskab. Den utrolige triumf blev grundlagt i første kamp, hvor de notoriske underdogs nedlagde AaB’s forsvarende mestre.
Spillende træner, John ’Faxe’ Jensen skiftede sig selv ind med et kvarter igen. Her husker han tilbage:
»Det var min allerførste kamp som spillende træner i Herfølge, og vi skulle møde de danske mestre, så der var selvfølgelig stor nervøsitet. Det, der var i det, var, at de skulle ud og praktisere nogle af de ting, vi havde gået og trænet på, og prøve at spille vores eget spil – og det er jo altid noget af det, man er nervøs for, når man skal møde nogle af de bedste.«
»Det var en rigtig vigtig kamp for det resultat, der senere kom ind. Det var måske ikke årsagen til det, men vi fik en god start, og spillerne fik en enorm selvtillid efterfølgende. Det var med til at sætte dagsordenen. Der går 11 kampe efter den, før vi taber første gang.«
»Jeg skulle ind fra bænken og være med til at få lidt ro med den store rutine, jeg havde. Det var måske det, de havde manglet lidt i de foregående sæsoner, hvor de gik lidt ned til sidst. Når de havde pulsen helt oppe at ringe og ikke havde det store overskud, så var det bedre, at jeg var inde på banen og hjælpe dem både verbalt og spillemæssigt, end at jeg stod ude på sidelinjen. Det var en god måde at gøre det på.«
23. juli 2000: FC Midtjylland - Lyngby 4-0
Normalt er det med en vis ærefrygt, at et oprykkerhold går ind til sæsonens første kamp, men FC Midtjylland var ingen normal oprykker. Det nydannede fusionsholdet havde ambitioner om meget mere end overlevelse, og det fik Lyngbys rutinerede mandskab at føle.
Midtjydernes daværende træner, Ove Pedersen, husker tilbage:
»FC Midtjyllands ledelse har altid meldt ambitiøst ud. Vi skulle jo ikke bare overleve i Superligaen – vi skulle i top-6. Vi havde fået bygget et hold op i 1. Division, som bare troede, at de kunne gå på vandet. Vi havde en enorm tro på tingene, og det gav så også udslag med det samme. Vi blæste jo Lyngby ud.«
»Vi gjorde meget ud af, at vi selvfølgelig skulle have respekt for vores modstandere, men vi skulle ikke være bange for nogen i Superligaen. Det viste vores resultater også. Vi endte som nummer fire og lå ret sent i turneringen faktisk nummer 1. Den benovelse, som oprykkere normalt har, den havde vi ikke.«
»Det var den kamp, hvor Mogens Laursen laver tre mål, og vi havde jo ikke drømt om, at han ville stemple ind på den måde. Han var med, fordi Christian Lundberg havde brækket foden i den sidste oprykningskamp. Han var ikke teknisk dygtig. Han var så uortodoks en angriber, at han var uberegnelig for alle. Også for os. På den måde var han en herlig spiller, for du anede aldrig, hvad du fik.«
18. juli 2009: FC Nordsjælland - FC København 2-0
Et af de mest suveræne FC København-hold kom i 2009 til Farum som kæmpe favoritter. Stjerneparaden med Jesper Grønkjær, Dame N’Doye og Zdenek Pospech havde sæsonen forinden vundet både mesterskabet og pokalen, mens FC Nordsjælland blot var blevet nummer otte.
Alligevel fik udeholdet ørerne gevaldigt i maskinen. Bajram Fetai husker tilbage:
»Den kamp ligger rigtig godt i min hukommelse. Vi skulle have vundet 3-0. Jeg har en kæmpe chance til sidst. Jonathan Richter spiller mig på tværs. Jeg er løbet fra Pospech over en halv bane. Fetai var hurtig dengang. Haha! Desværre redder Jesper Christiansen den.«
»Det var de store spillere, der kom på besøg, og dem skulle vi lige vise, hvem som bestemte. Jeg tror, vi overraskede dem ved at presse dem højt. Jeg kan huske nogle gode situationer, hvor vi erobrer bolden højt på banen og fanger dem på omstillinger. Vi scorer også begge vores mål relativt tidligt.«
»Vi havde faktisk et rigtig godt hold med Jonathan Richter, som var outstanding inden sit uheld, Martin Bernburg, som senere blev solgt til Brøndby, Stephan Petersen, som for mig var en af de største profiler i Superligaen med sin fart. Og så havde vi Wieghorst og Hjulmand på bænken, to kompetente herrer, som vidste, hvad de snakkede om. Vi var gode, når det kørte for os. Så kunne vi slå de bedste. Men vi kunne også tabe til de mindre gode. Det var vores akilleshæl.«
20. juli 2014: OB - Hobro IK 1-2
De var dømt døde og begravet allerede inden de havde spillet deres første kamp i Superligaen, men Hobro endte alligevel med at tage bagdelen på alt og alle i deres utrolige debutsæson.
Eventyret begyndte en sommerdag i Odense. Anfører Mads Justesen husker tilbage:
»Allerede dagen efter, at vi var rykket op, fik vi spørgsmål om, hvordan vi skulle undgå at blive det dårligste hold i Superligaen nogensinde, og det kan jeg huske, at vi brugte lidt som motivationsfaktor.«
»Vi havde inden kampen snakket om, at vi jo skulle starte et sted – og det kunne lige så godt være med en sejr over OB. Vi var oprykkere og havde en tro på egne evner. Vi skulle ind og overraske, og så spillede det nok også ind, at OB undervurderede os lidt. Det var en rigtig fed debutkamp.«
»I starten af kampen kom vi under et lille tryk, men så får jeg blandt andet selv sat nogle gode tacklinger ind, og på den måde fik vi mindet hinanden om, at det her sgu sagtens kunne lade sig gøre. Vi stod godt på banen, og de havde svært ved at spille sig igennem. Og så vidste vi, at vi havde en kontrakniv. Vi skulle nok blive farlige.«
»Det, der var fedt på det tidspunkt, var, at vi var rigtig mange, der skulle prøve at spille Superliga for første gang. Vi var så tændte på at bevise, at vi kunne være med. Vi glødede af energi, og da vi så fik sådan en start, så gav det os jo også en yderligere tro på tingene.«
