Nu får Silkeborg nyt stadion

Silkeborg har fået grønt lys til at bygge et nyt stadion på Søholt Idrætspark

Dansk fodbold bliver et nyt stadion rigere i fremtiden. Det nye stadion kommer til at ligge i Silkeborg, for sent i går vedtog byrådet i den midtjyske by, at det nye stadion, som man i et stykke tid har sukket efter, kommer til at blive anlagt på Søholt Idrætspark.

Her vil Silkeborgs kommende hjemmebane i fremtiden kunne huse omkring 10.000 tilskuere, og nu skal arbejdet med at finde finansieringen til det 120 millioner kroner dyre stadion så i gang.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for den beslutning, der blev taget i aftes, og vi er klar til at trække i arbejdstøjet. Nu skal vi på baggrund af byrådets beslutning have lavet en egentlig aftale, og derefter er der stadig en udfordring i at skaffe de penge, der skal til. Men nu vil vi glæde os over en historisk beslutning, og så gør vi os klar til at tage endnu en tørn, for der er et godt stykke vej endnu, siger Silkeborg IF's direktør, Kent Madsen, til klubbens hjemmeside.

Silkeborg Kommune skriver på sin hjemmeside, at kommunen vil komme til at betale halvdelen af det nye stadion, mens Silkeborg IF Invest A/S - selskabet bag fodboldklubben - kommer til at skulle betale den resterende halvdel i samarbejde med potentielle investorer.

Det nye stadion i Silkeborg skal ifølge de foreløbige planer stå klar i slutningen af 2016.

tipsbladet.dk

Læs også: