FC Nordsjælland er tæt på at lande en af klubbens største transfer nogensinde.

Som BT skrev sidste søndag i forbindelse med kampen mod Esbjerg, forhandlede klubben med to spillere. Torsdag bekræftede klubben så, at man har sikret sig den 18-årige islandske back Adam Örn Arnarson, og nu er sæsonens andet indkøb tæt på at være en realitet. 

BT erfarer, at der er tale om David Moberg Karlsson fra Premier League-klubben Sunderland, som mandag bliver præsenteret som ny spiller i Farum. 

David Moberg Karlsson kan spille kant og i angrebet og har et lynhurtigt antrit, der fik daværende Sunderland-manager Paolo Di Canio til at betale omkring 14 millioner kroner for ham i IFK Gøteborg  i sidste sæson. 

Så meget skal klubejer i FC Nordsjælland, Allan K. Pedersen, næppe punge op, men BTs kilder forklarer, at FC Nordsjælland har strakt sig økonomisk for at købe David Moberg Karlsson. Han bliver angiveligt den dyreste spiller, der er handlet til FC Nordsjælland.

20-årige David Moberg Karlsson nåede aldrig at få sin debut i Sunderland og blev i januar udlejet til Kilmarnock, hvor det blev sparsomt med spilletid. Kun fire kampe fik han i den skotske Premier League, og nu vender svenskeren snuden hjem til skandinavisk fodbold og Superligaen.   

FC Nordsjælland har op til denne sæson sagt farvel til spillerne Nicolai Stokholm, Andreas Laudrup, Jens Stryger Larsen, Nichlas Rohde, Nicolai Johannessen, Martin Hansen og Bassel Jradi.