Han blev kaldt for et scoop af Claus Steinlein, men allerede efter 38 dage blev kontrakten mellem FC Midtjylland og den norske landsholdsspiller Harmeet Singh ophævet. Nu betaler nordmanden alt, han har modtaget fra de danske mestre tilbage til klubben. Det fortæller han til den norske avis Romsdals Budstikke.

Harmeet Singh rejste hjem til Molde på grund af personlige årsager, og Midtjylland viste stor forståelse ved at lade nordmanden rejse. Og at skiftet intet havde med Midtjylland at gøre, er der ikke længere nogen som helst tvivl.

»Jeg betaler beløbet, jeg fik i bonus som kontraktfri spiller, tilbage. Siden det var mit ønske at stoppe, betaler jeg også det tilbage, jeg har fået i løn. Midtjylland har vist stor forståelse og hjulpet for at løse sagen. Klubben har ikke haft nogen udgifter på mig,« siger Singh til den norske avis.

Harmeet Singh har ikke lyst til at uddybe årsagen til hans hjemvenden, men han understreger, at det ikke havde noget med FC Midtjylland at gøre.

»Midtjylland er en fantastisk klub og jeg forestillede mig, at jeg skulle være der længe. Der er private årsager til, at jeg kommer hjem fra Danmark nu. Det er ikke familiære årsager, men andre omstændigheder, som jeg måtte tage hensyn til,« siger Singh.

Molde startede sæsonen søndag med at spille 1-1 med Tromsø. Harmeet Singh kom ind og fik det sidste kvarter.