Niels Frederiksen er ikke uddannet i et omklædningsrum. Han er økonom, og hans karrierevej kørte længe i højere fart som leder og underdirektør i Danske Bank end som fodboldtræner, hvor han arbejdede med unge talenter i B.93 og Lyngby.

Men i 2009 blev han træner for Lyngbys førstehold, som han året efter sikrede oprykning til Superligaen. Han sikrede overlevelse for klubben det første år, samtidig med at han var bankdirektør. Men den fest stoppede der. Der var ikke plads til begge dele. Siden sommeren 2011 har Niels Frederiksen derfor kun været fodboldtræner. Her fortæller han med egne ord om fodboldtræneren som fodboldleder.

»Jeg kom engang til at sige, at jeg lige så godt kunne være træner i en anden sportsgren end fodbold. Det udløste mange sure reaktioner, og det er selvfølgelig sat på spidsen. Når jeg siger det, er det, fordi nogle kan blive helt religiøse omkring, hvordan man skal spille. Fodbold er spændende og interessant, det er ikke det, men ledelsesdelen er nok så interessant for mig. Det at se et menneske udvikle sig fra A til B, at få et team til at toppræstere og blandt andet ramme vekselvirkningen mellem teamspirit og den interne konkurrence. Det er superinteressant.«

***

»Spillet er også interessant, men jeg er altså ikke fodbold-aholic, jeg kan godt kede mig over en fodboldkamp. Der kan sagtens være aftener, hvor jeg ikke gider se Champions League. Jeg ser det ofte, men kan godt lave noget andet også. Jeg ville nok nærmere se det, hvis jeg ikke arbejdede i fodboldbranchen. Men jeg ser så meget fodbold og beskæftiger mig med det fra 8 til 23 hver dag, at jeg får rigeligt.«

»Jeg er i princippet ligeglad med, hvordan vi spiller, hvis vi kan vinde. Jeg er ikke i dette job for at bevise, at jeg har regnet ud, hvordan spillet bedst lader sig gøre. Jeg er meget mere optaget af, hvordan jeg kan vinde med de spillere, jeg har, end jeg er optaget af, at jeg skal få mit hold til at spille lige præcis på min måde. Jeg er ikke religiøs, og det er selvfølgelig lidt en provokation mod dem, der kun kan se Barcelona. Jeg er meget mere vinder end romantiker. Jeg har selvfølgelig nogle ideer om, hvordan jeg gerne vil spille fodbold, og de ideer prøver jeg efter bedste evne at føre ud i livet, men jeg går aldrig på kompromis med, at jeg vil vinde.«

***

»Måske er jeg privilegeret at have set, at jeg kan bruge mine evner i en anden branche. Jeg kan godt lide at være Superliga-træner og har det lige nu fantastisk i Esbjerg, men jeg er stadig meget i tvivl, om jeg er det som 50-årig. Måske bliver jeg fyret og kan ikke længere bruges. Måske har jeg et andet job i fodboldbranchen eller er helt ude. Jeg er ikke en levebrødstræner, der bare jager den næste kontrakt. Det skal give mening for mig. Det er spændende og interessant, men der er altså også mange ting i det her job, som jeg undrer mig over, og som jeg ikke ved, hvor længe jeg kan rumme, fordi det på nogle måder passer ret dårligt til den, jeg er. Det er meget lidt rationelt, det er følelser på godt og ondt og med meget lidt tid til fordybelse. Vinder du tre kampe, er du en helt, og taber du tre, så er du en klovn.«

***

»Det er så ekstremt resultatorienteret. Og resultatskabelsen er på den korte bane jo ekstremt tilfældig. Tag et spil som skak, der vinder favoritten 9 ud af 10, i basket er det 8 af 10, i håndbold er det 7 af 10, i fodbold er det 6 af 10, fordi der er så stort et element af tilfældigheder. Det er der mange, der har svært ved at forstå. Misforstå mig ikke, jeg skal ikke pive – det må man kunne tåle – og det er jo også med til at gøre mit job interessant.«

***

»OB fyrede i efteråret Troels Bech, og den nye træner, Ove Pedersen, vinder 2-0 i næste kamp over Silkeborg, men de er spillet ud af klædet. Fuldstændig. Men der står »Ove P-effekten« over det hele. Så spiller de to kampe og taber til os og Randers, og så er »Ove P-effekten« væk. Det kan godt være, at jeg er for rationel, men sådan noget der har jeg bare meget svært ved at skulle høre på.«

***

»Det bliver for mig unuanceret og præget af for følelsesladede strømninger. Alle har – og det er helt fair – en holdning til et holds, en spillers og en træners præstationer, herunder ikke mindst medierne og diverse eksperter. De er bestemt hverken dumme eller uintelligente, men de udtaler sig som om, at de ved alt – men det gør de jo ikke, da de ofte kun følger holdet i 90 minutter hver uge. Her skal man så passe på, for der er mange dygtige klubledelser rundt omkring, det synes jeg for eksempel, at vi har i EfB. Men problemet er, hvis de ledelser, der skal træffe beslutningerne om spillere og trænere, lader sig påvirke meget af sådanne følelsesladede og ikke altid retvisende strømninger. Så bliver det lidt hat og briller. Jeg ved godt, det er karikeret, men det er ikke helt usandt. Og det er sagt med den største respekt for, at vi som lever af fodbolden selvfølgelig skal huske at værdsætte den store interesse – hvad var fodbolden uden begejstrede fans, sponsorer og mediernes interesse? Formentlig ingenting.«

***

»Jeg er glad og tilfreds her i Esbjerg, hvor jeg jo kunne være blevet fyret i vinteren sidste år og sådan set også i år, hvor vi var under stregen. Ledelserne er blevet dygtigere og mere professionelle generelt, tror jeg. Men jeg kan ikke lade være at lade mig påvirke af det, selv om folk siger, at det skal jeg ikke. Det kan jeg bare ikke.«

***

»Men andre brancher kan nu godt lære noget af fodbolden, for den er jo også fantastisk på mange måder. Jeg har masser at tage med, hvis jeg skal noget andet på et tidspunkt. Vi er gode til følelserne og til at fejre vores succeser. Vi er gode til feedback og til at evaluere præstationer, vi er gode til at sætte mål for, hvad den enkelte og holdet skal. Det kan man tage med. Præstationen er jo så vigtig her. Det er næsten et kvartalsregnskab hver weekend. Der er vi meget mere intense i arbejdet med vores opgaver. Vi viser også, at primadonnaer kan udsættes for ledelse, vi er gode til at vise dem, at de kan vokse med succesen og hjælpen fra andre.«

***

»Om jeg har fortrydelser? Jeg vil sige, at retningen for det, jeg har gjort, er jeg godt tilfreds med - uden at det skal lyde arrogant. Sagt med et smil på læben: 6 ud af 10 beslutninger, jeg træffer, er rigtige. Det er langt fra perfekt, men alligevel dobbelt så godt som de fleste andre. Jeg stiller to krav til mig selv. 1) Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan. 2) Jeg skal gøre det, jeg selv synes, er det rigtige. Svarer jeg ja til de to ting, har jeg det overordnet fint med det, jeg laver. Der findes ikke noget så forfærdeligt som at gøre noget, man ikke tror på og så mislykkes. Men hold kæft, jeg laver mange fejl, men man må altså tro på det, man gør. I banken kunne jeg med et regneark jo regne mange slutninger frem, men her er der også masser af mavefornemmelse. Har jeg det godt med det, kan jeg godt leve med det, hvis det kikser.«