Premier League-klubben Newcastle vil have FCKs Dame N’Doye som afløser for landsmanden Demba Ba.

Farvel til én senegaleser - og goddag til en anden. Årets største sensation i Premier League, Newcastle United, har forelsket sig i angribere fra det vestafrikanske land. Nu kører klubben Superligaens største stjerne, Dame N’Doye, i stilling som afløser for topscorer Demba Ba.

Et salg af Demba Ba, der i den forløbne Premier League-sæson imponerede og overraskede med 17 scoringer, synes uundgåeligt for Newcastle og manager Allan Pardew.

For det første har senegaleseren en frikøbsklausul på 65 millioner kroner, som både Arsenal, Tottenham og Chelsea angiveligt tørster efter at udløse.

For det andet er forholdet mellem Demba Ba og klubbens anden senegalesiske angrebsstjerne, Papiss Cissé, af den mere anstrengte slags. De to er ikke perlevenner.

Dét er til gengæld Cissé og FC Københavns topscorer, Dame N’Doye, og netop de to kan komme til at se meget mere til hinanden i fremtiden.

Ifølge BTs oplysninger står Dame N’Doye særdeles højt på Newcastles liste over afløsere for Demba Ba.

Klubben har set FCK-angriberen i aktion flere gange, og af N’Doyes mange bejlere er englænderne blandt de mest aggressive. Faktisk er Tyneside-klubben så interesseret, at man overvejer et bud på Superliga-topscoreren, selv hvis det usandsynlige skulle ske, og Demba Ba ikke sælges til en Premier League-konkurrent.

Dame N’Doyes agent, Niclas Jensen, vil ikke kommentere konkret på Newcastles interesse, men han fastslår, at interessen fra de store ligaer er til stede.

- Der er rigtig mange klubber, der har Dame på blokken. Det er kun logisk efter de sæsoner, han har haft i FC København. Men det er svært for mig at vide, hvor bolden ender med at lande, siger agenten.

BTs kilder fortæller, at Dame N’Doye efterhånden har mistet tålmodigheden med den danske liga.

Han vil videre, og det skal ske denne sommer. Helt så kategorisk er Niclas Jensen imidlertid ikke.

- Dame er FCK-spiller, men selvfølgelig har han ambitioner om at prøve kræfter med større ligaer, understreger Jensen diplomatisk.

Senegaleseren har fået lovning på et klubskifte, hvis det rigtige bud kommer, men løftet fra FCK-ledelsen er ikke på skrift. Derfor kan sportsdirektør Carsten V. Jensen i teorien sætte en stopper for topscorerens ønsker.

Var ’Løverne’ sikret en plads i næste sæsons Champions League via et mesterskab, var sagen mere enkel, men nu skal FCK måske bruge N’Doye til at spille sig igennem kvalifikationen til det forjættede land. Det kan besværliggøre bud fra Newcastle og andre interesserede klubber.

Sidste strofe er næppe sunget i dét, der kan blive en af sommerens helt store transfersagaer.