Mandag afgøres Superligaen. Men otte dage senere afgøres Superligaens fremtid.

29. maj mødes ligaens 14 klubber i Odense for at beslutte, om der også i fremtiden skal sidde 14 med om bordet – eller antallet af klubber i Superligaen skal skæres ned til 12.

Inden mødet, der bestemmer om den nuværende – og massivt kritiserede - turneringsstruktur skal lægges i graven bare år to efter den blev indført, er klubberne splittede. Dog ikke mere splittede, end at bulletinerne peger i retning af, at der fra sæsonen 2019/2020 igen blot er 12 klubber i landets bedste række.

BTs kilder fortæller, at det tre fjerdedeles flertal (11 ud af de 14 klubber, red.), der skal til for at stemme en ændring af turneringsstrukturen igennem, er så godt som på plads. Flere af Superligaens mindre klubber har ellers ønsket at bevare 14 hold i ligaen, men efterhånden som sæsonen er skredet frem, er de fleste rettet ind. Dertil, hvor 12 er det rigtige antal.

»Antallet af klubber bliver en seriøs diskussion,« siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til BT.

»Vi kommer til at lave en evaluering af turneringsstrukturen, og vi kommer til at rette op på de uhensigtsmæssigheder, der har været i denne sæson,« fortsætter Thomsen, der ikke vil kommentere på, om Superligaen er på vej tilbage til blot at indeholde 12 klubber.

Ender det som forventet med, at Superligaen igen skæres ned til 12 hold, betyder det ikke en tilbagevenden til den gamle lineære struktur med 33 runder på en sæson. I stedet bibeholdes mesterskabsspillet som det er nu med seks mandskaber, der i alt spiller ti kampe mod hinanden. Grundspillet reduceres fra 26 til 22 runder, og samtidig ændres nedrykningsspillet, så der ikke konkurreres i to grupper, men i stedet i én stor gruppe med de seks nederstplacerede klubber.

Der bliver derfor færre kampe i en Superliga-sæson – 32 mod 36 i dag. Men som Ekstra Bladet skrev tidligere på foråret, er planen at der skal kompenseres for de færre Superliga-kampe med en udvidelse af pokalturneringen. Den martrede turnering, der bortset fra selve finalen har haft svært ved at løfte sig, tilføres efter alt at dømme et gruppespil inden kvartfinalerne. Det giver mange klubber flere kampe og dermed flere af de matchday-indtægter, som for klubberne udenfor det europæiske selskab er så vigtige. Klubberne, der spiller europæisk, er af naturlige årsager knap så store fortalere for mange kampe, da deres kampprogram i forvejen er tæt.

Fortalerne for en reducering af antallet af klubber har ligesom sidst været store spillere som FC København og FC Midtjylland, mens også Brøndby, FC Nordsjælland og et par af de traditionsrige provinsklubber har trukket i den retning. Omvendt ønsker blandt andre FC Helsingør og Lyngby at bevare en liga med 14 hold. Men det er næppe nok til at bevare det nuværende antal.

Ender det som præsten prædiker den 29. maj, bliver den kommende sæson en såkaldt overgangssæson, inden den nye struktur træder i kraft fra sæsonen 2019/20. Det vil betyde, at der i næste sæson skal findes tre nedrykkere fra Superligaen, mens kun en enkelt klub rykker op fra 1. division.

»Hvis man måtte træffe en beslutning om at reducere antallet af hold, betyder det nok ikke så meget for formatet i næste sæson. Kun for de sidste kampe,« siger Claus Thomsen.

Netop 1. divisions-klubberne skal også høres på mødet i Odense, men de forventes at være klar til at æde en reducering af Superligaen, hvis der til gengæld sendes et større millionbeløb deres vej.

Antallet af klubber i Superligaen er ikke eneste punkt på dagsordenen, når Superligaens direktører mødes. Evalueringen af turneringsstrukturen kommer i dén grad også til at handle om, hvordan man undgår pinlige situationer, som den der opstod i grundspillets 26. og sidste runde i denne sæson.

Her endte det i skandale, da Sønderjyske i deres kamp mod FC Midtjylland lukkede et mål ind i de døende minutter og dermed tabte kampen. Nederlaget blev en fordel for sønderjyderne, da de fra deres ottendeplads fik større mulighed for at undgå nedrykning, end Hobro gjorde fra syvendepladsen. Dette hul i strukturen vil klubberne forsøge at lukke så meget som muligt.

Viser mødet den 29. maj sig ikke at være nok til at nå frem til en ny turneringsstruktur, er der afsat endnu en dato to dage senere til at nå til enighed om rammerne for dansk fodbold i årene fremover. BT har været i kontakt med en håndfuld af Superligaens klubber, men ingen af dem ønsker at udtale sig om den kommende strukturænding. De har en fælles aftale om at holde tand for tunge indtil mødet i Odense.