Krisztián Vadócz er OBs topscorer og kåres i dag til månedens spiller før kampen mod Esbjerg. OB har hentet en ungarer, der allerede har sat sig tungt i rollen som forbillede for klubbens unge spillere

Steen Nedergaard var ikke i tvivl. Da OB-scouten i sommeren 2011 så nærmere på Nijmegens ungarske midtbanespiller, så han, at der var tale om en spiller med potentiale et godt stykke over Superliga-niveau. Hans lønkrav var bare alt for høje.

Spilleren med den muskelpakkede overkrop, modelkonen Dóra og det gode overblik på banen var selvfølgelig Krisztián Vadócz. Heldigvis for OB arbejdede omstændighederne alligevel for, at parterne blev forenet før denne sæson. I dag kåres holdets topscorer som månedens spiller af klubbens fans.

- Det har været en lettelse at få den begyndelse i klubben. Jeg følte faktisk, der var et stort pres på mig, da jeg kom, siger Krisztián Vadócz.

Den tidligere Esbjerg-spiller Kevin Conboy var med til at overbevise ham om, at både OB og træner Troels Bech var en sikker havn for nye eventyr efter, at fodboldbegyndelsen i Honved Budapest blev til prøver med både fransk, spansk, hollandsk og skotsk fodbold.

Vadócz ankom til OB og trøje nummer 21 inden sæsonen. Uden at være i topform. Men end ikke Rasmus Falks seneste tryllerier fra højrekanten kan pille ved, at det er Krisztián Vadócz, der har været holdets mest stabile spiller i en hidtil meget svingende sæson. Og så er der selvfølgelig lige de seks mål i ti kampe fra en position på den defensive midtbane.

- Det har været let at falde til i OB. Troels Bech ønsker at spille en type fodbold, som passer godt til mig. Jeg er begejstret for, at vi forsøger at dominere kampene med bodbesiddelse og skaber mange chancer. Spillere som Rasmus Falk, Emil Larsen og Michael Silberbauer har betydet meget for, at jeg har haft overskuddet til at falde hurtigt til og score en del mål, siger Vadócz.

Efter en halv times samtale med den 27-årige OB-profil er man ikke i tvivl om, at man har talt med en autoritet. Man har lyttet til en dyb, velovervejet stemme fra noget så sjældent som en ungarsk Superliga-stjerne. Det er ikke bare holdkammeraternes fortjeneste, at han er faldet godt til.

Der er årsager til, at de andre OB-spillere så på hinanden og vidste, at de havde fået en profil, der kunne gøre en forskel allerede efter Vadócz’ første træninger i Ådalen. I Ungarn har man ofte set Krisztián Vadócz portrætteret som landsholdstjernen i den hvide smoking, der serverer bryllupskage for sin modelkone.

Men der er ikke meget Cristiano Ronaldo-egoisme over Vadócz’ måde at tage ansvar for andre spillere, hvis man spørger lidt rundt i OBs gemakker.

- Jeg forventer af mig selv at være en ansvarlig leder på alle hold. Det er også det, OB forventer af mig. Der er heldigvis en del unge spillere på vej her, og det giver mig endnu mere mulighed for at lære fra mig. Det er kun med til at gøre mig bedre, hvis de andre har brug for min støtte.

Krisztián Vadocz omrejsende karriere er med til at give selv de italiensktalende trænere, Thomas Helveg og Troels Bech baghjul, når det kommer til sprogkundskaber. Dermed også på evnen til at være mentor for unge spillere som Mohammed Diarra og Cedric N’Koum.

Men Krisztián Vadócz er ikke bare kommet til OB for at bruge sine bedste fodboldår på at være tilfreds med en sejr over Esbjerg og en stabil placering i kølvandet af topholdene.

- Holdet begynder at vise sit potentiale. Men jeg har også skrevet under med OB i forventning om, at vi skal vinde titler og spille europæisk fodbold. Jeg har spillet i større ligaer før, men ikke for hold med mesterskabsmuligheder. Det skal mit ophold i Danmark gerne ændre på.

Han trives i OBs maskinrum. Han har udnyttet muligheden for at komme løbende umarkeret bagfra og glimtet med sine ubarmhjertige afslutterevner med både fødder og hoved. Men nogle gange savner han også nogle gange sin gamle rolle som manden lige bag angriberen. Ligesom han savner at repræsentere det ungarske landshold, hvor han efter en diskussion med landstræner Sandor Egervári er røget ud i kulden.

Det eneste Krisztián Vadócz kan gøre er at levere varen i OB. Eventyrlysten trak ham til Danmark. De samme lyster kan se ham forsvinde igen, hvis han bliver ved, som han er begyndt.

- For to år siden havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle blive den første ungarske målscorer i Superligaen. På samme måde vil jeg ikke planlægge, hvor jeg er henne om to år. Min karriere har levet godt af, at jeg har været klar til udfordringer, hvis de viste sig at være interessante for mig.