Mølby: Sæsonens bedste kamp

AC Horsens-træner Johnny Mølby var godt tilfreds efter 1-0 sejren over FC København.

AC Horsens fik sæsonens første hjemmesejr i Superligaen, da det amndag aften blev 1-0 over FCK, der dermed led sæsonens første nederlag i ligaen overhovedet.

Derfor var AC Horsens-træner Johnny Mølby også godt tilfreds efter kampen.

- Det var sæsonens bedste kamp sammen med hjemmekampen mod Sporting i Europa League, sagde Johnny Mølby efter kampen til TV2 Sport.

Netop Europa League-kampene mod Elfsborg og Sporting Lissabon er efter hans mening en del af forklaringen på, at holdet fik en dårlig start i Superligaen.

- Europa League-kampene kostede kræfter, men i de sidste mange uger har jeg set fremskridt. I dag får vi så de sidste par procent med, der giver sejren, og det er jo rart nok at kunne give hjemmepublikummet en sejr mod FCK, som er landets bedste hold, sagde en glad Johnny Mølby.

- Vi får dem (FCK, red.), til at spille boldene derhen, hvor vi gerne ville have det. Vi får sat nogle fine angreb op, og vi burde måske have lukket kampen allerede i første halvleg, sagde AC Horsens-træneren.

For østjyderne var der lidt malurt i bægeret, da Mads Agesen mod slutningen af kampen blev udvist for at fælde FCKs César Santin.

- Den kan måske godt forsvares, da jeg har et gult kort i forvejen. Jeg føler nu, at det er ham, der rammer mig, men han er på vej mod målet, da han vælter, så dommeren kan godt forsvare den, sagde Horsens-forsvareren.

Læs også: