Martin Spelmann er på klubjagt efter at være rykket ned med AC Horsens. Her fortæller med egne ord om sin fortid og nutid - og om drømmen om en gang at blive genforenet med den hollandske træner Rene Meulensteen.
2013: Jeg ville have givet alt for at vinde den kamp mod Brøndby. Det kan godt være, at jeg har nogle følelser for Brøndby, men jeg kan ikke spille for den fortid, jeg har derude.
Jeg sad på toilettet i vores omklædningsrum og var rigtig ked af det. Der var kun gået ti minutter, efter dommeren havde fløjtet af, da jeg skrev en sms til min agent, Michael Johansen.
’Jeg er så indebrændt og ked af det hele og den situation, jeg, mine holdkammerater, klubben og hele byen er kommet i. Men jeg vil væk. Jeg vil ikke spille 1. division.’
***
1991: Da jeg var fem år, sagde jeg til min mor og far, at jeg ville forære dem et hus og 1.000 kroner, når jeg blev professionel fodboldspiller. Der var ikke særligt mange, der troede på mig, da jeg var yngre, for jeg var ikke noget talent, jeg kunne bare løbe og løbe. Jeg stod altid i skyggen af andre.
Jeg spillede i Rosenhøj, fra jeg var helt lille. Alt, hvad jeg har på rygraden, har jeg derfra. Rosenhøj var mit et og alt.
***
1998: Jeg var 12 år og havde spillet et sindssygt godt DM, da jeg blev hentet til Brøndby. Min onkel var sponsor for FCK gennem Danica, så jeg havde altid fået masser af FCK-udstyr. Jeg troppede op første træningsdag i Brøndby i fuld FCK-uniform. Nogle spillede i Milan-tøj, men der var ret stor forskel på Milan og FCK, når man spiller i Brøndby, fandt jeg ud af. Langsomt derfra begyndte Brøndby-hjertet at banke.
***
2005: Jeg var pissenervøs, da jeg blev rykket op i førsteholdstruppen af Michael Laudrup. Selveste Michael Laudrup. Jeg fik debut i en Royal League-kamp mod Kalmar. Jeg sov længe, da holdlederen ringede til mig.
’Har du pas og jakkesæt?, spurgte han.
’Øhh, nej, jeg har mit pas, men jeg har ikke andet.’
’Skaf et jakkesæt. Du er i truppen mod Kalmar, og vi flyver i morgen.’
Det var helt mærkeligt. Jeg kom til at tage Morten Skoubos plads i bussen og måtte pænt rykke mig. Han var superflink og sagde, at det altså ikke gjorde noget. Jeg startede inde og spillede en fin kamp. Jeg blev mere og mere en del af førsteholdet. Jeg fik rigtig meget hjælp af Daniel Agger og Dan Anton. Marcus Lantz var mere den hårde type, hvor du skulle bevise noget først. Elmander var helt fantastisk.
Det var sjovt at træne under Michael og John Faxe, og vi spillede fed fodbold. Jeg nåede kun at træne med dem i et halvt år, inden de desværre forlod klubben. Laudrup var jo manden, der gav mig chancen.
***
2006: Da Rene Meulensteen kom til, fandt jeg ud af, at han var en klog træner. Han snakkede meget med os unge spillere, og han gav os chancen, uanset hvad du hed, og hvad du tjente. Den filosofi kan jeg godt lide.
Jeg kan godt forstå, at nogle af de ældre spillere ikke kunne lide hans træning. Der var meget teori og videomateriale, men man kunne bare se, at det var en mand, der brugte fire timer efter hver træning på det. Tit og ofte er det en tavle og nogle brikker, og så snakker man lige tingene igennem. Men Meulensteen havde en masse ting med omkring, hvordan hjernen fungerede, og der var meget af det mentale i hans oplæg.
Jeg havde det sindssygt godt med Meulensteen, og jeg har stadig kontakt til ham den dag i dag. Jeg håber da også, at han en dag får en klub, hvor han sender nogle tanker tilbage til mig. Drømmescenariet lige nu er at komme til at spille under Meulensteen igen. Han havde en masse ideer med mig, som vi aldrig kom til at udleve.
***
2007: Vi var til et indendørsstævne i januar, ugen inden vi startede op. I omklædningsrummet fik vi at vide, at Meulensteen var væk. Det var ligesom et knytnæveslag i hovedet.
’Hvad fanden skal der ske nu? Den her mand har givet mig chancen, og jeg har spillet næsten et halvt år som fast mand under ham.’
Vi fik Tom Køhlert, som jeg kendte som en fantastisk træner fra U-truppen, så helt forfærdeligt var det ikke for mig, tænkte jeg. Men jeg røg stille og roligt ud i kulden og spillede næsten kun, når Kasper Lorentzen var skadet. Jeg forstod det ikke. Jeg lå nummer ét på en liste over ligaens talenter, som Tipsbladet havde lavet. Jeg følte, at alt tegnede rigtig godt, og så sad jeg og gloede på bænken.
***
2008: Jeg var ked af at forlade Brøndby og de kammerater, jeg havde. Men jeg ville væk. Jeg sad på bænken, og når jeg spillede, var det ofte som højre back. Det ville jeg ikke. Jeg var aldrig træt, når jeg havde spillet højre back. Jeg kunne have spillet en kamp mere lige bagefter.
Jeg skiftede til Horsens, fordi der var større chance for at spille fra start. Der var også noget Esbjerg inde over. Det kunne have været spændende, men jeg talte med Troels Bech i telefonen, og som han rigtigt nok sagde, kunne han ikke garantere mig en fast plads, men jeg stod til en lige kamp mod alle de andre.
Jeg turde ikke tage nogen chancer. Så jeg tog det sikre valg, og det er jeg rigtig glad for i dag.
Det var hårdere, end jeg havde regnet med. Jeg kan huske faciliteterne i Horsens og deres rulletribuner, de kørte ind, inden det nye stadion stod færdigt. Det var en helt anden verden. Der, hvor Horsens er i dag, er fantastisk. Men det var en rigtig hårdt at komme fra Brøndby til de ting. Men jeg havde kun ét mål, og det var spilletid.
Jeg havde aldrig været i Horsens før, og der gik halvandet år, inden jeg faldt til. I den første sæson kørte jeg hjem to gange om ugen. Jo mere jeg kunne være på Sjælland jo bedre.
Horsens spillede ikke den slags fodbold, jeg gerne ville, men træneren Henrik Jensen kunne ikke gøre så meget. Han overtog et hold i bunden af tabellen, så det var ren overlevelse. Der var ikke noget, der hed sideskift. Man gjorde tingene færdig i én side. Så kunne jeg stå på en kant og ikke se bolden i 10 minutter. Det var det største problem, jeg havde.
***
2009: Vi rykkede ned i 1. division, og Johnny Mølby tog over. Der ændrede alt sig. Vi spillede på et niveau, hvor vi var bedst hver gang. Det er fedt, så længe, det kun er ét år. I Superligaen løb og kæmpede jeg, men jeg snød ikke tre mand og sparkede den op i krogen. Lige pludselig kunne jeg gøre sådan nogle ting. Det gav en enorm selvtillid, og året i 1. division var enormt lærerigt for mig som person og fodboldspiller.
Jeg fik ro på og havde ikke så travlt med at skulle hjem til drengene. Jeg lærte at give slip på den tryghed, der er derhjemme.
***
2012: Inden sæsonen forlængede jeg med Horsens. Jeg fik en fin kontrakt, og pilen var opadgående for mig. Vi lagde en plan om, at jeg skulle score 10 mål, og så skulle jeg nok blive solgt. Jeg lavede otte mål i Superligaen og et par i pokalen. Jeg scorede også i vores kamp mod Sporting Lissabon og på ligalandsholdet. Vi kom i pokalfinalen og blev nummer fire i ligaen.
Det skulle have været min sidste sæson i Horsens. Hvorfor jeg ikke blev solgt, ved jeg ikke. Jeg skulle have lagt noget hårdere arbejde i den proces, for det er den bedste sæson, jeg nogensinde har leveret, og jeg tror ikke på, at jeg nogensinde kommer til at levere sådan en sæson igen for Horsens. Der skal et nyt skridt til. Endnu bedre spillere, højere tempo. Jeg er ærgerlig over, at det ikke skete. Men man kan ikke blive ved med at hænge sig i fortiden.
***
Sommer 2013: Nu er det 20 dage, siden vi rykkede ned, og jeg sad helt alene og sms’ede til min agent. Det er pisseærgerligt at skulle forlade et Horsens-hold, som man har været med til at spille i bund. Men jeg har også givet dem en masse gode oplevelser.
Jeg har ikke spillet nogen stor sæson. Jeg har været for meget skadet og spillet på halv kraft og smertestillere. Jeg håber alligevel, at der snart sker noget på transfermarkedet.
Hvis jeg selv kunne skrive manus, røg jeg til en engelsk klub inden for ganske kort tid. Det er så højt et teknisk niveau, og der bliver gået til stålet. Der bliver ikke fløjtet hele tiden. Hele den fankultur… Det er gammel som ung, der har en eller anden klub, de støtter hjemme og ude. Der er fyldte stadions. Hele kulturen fascinerer mig, så jeg går benhårdt efter at finde en Championship-klub.
Og hvad så med mit løfte til mine forældre? De 1.000 kroner er allerede afregnet. Så må vi se, om de får det hus en dag.
