Ustyrlige jubelbrøl, vilde fagter, dansen ind og ud af det tekniske felt og 100-meter-løb og og ned af sidelinjen.
De nye trænerdrenge i Superligaen, Bo Henriksen og David Nielsen, er kendt for ikke at lægge skjul på deres følelser, når de forsøger at guide deres hold mod tre point.
Inden søndagens svære udekampe (Bo Henriksen og AC Horsens skal møde Brøndby, David Nielsen og Lyngby skal møde Sønderjyske) fortæller de hver især, hvad de tænker om netop de roller.
DAVID NIELSEN, Lyngby-træner siden sommer 2015. De er nye i Superligaen i denne sæson.
Hvad tænker du, når du ser dig selv ’skeje ud’ på tv?
»Med al ære og respekt, så ser jeg ikke tv eller læser aviser. Det er ikke for at være arrogant, men jeg ser fodboldkampe på nogle faglige og lidt dybere platforme. Jeg følger selvfølgelig med i almindelige fodboldfaglige ting, men jeg sidder ikke og banker avisartikler om mig selv igennem.«
Hvor bevidst er du om den måde, du agerer på sidelinjen?
»Jeg er egentlig ikke så bevidst om det. Jeg forsøger at være autentisk over for mine spillere og forsøger at gøre mit arbejde. Min erfaring gør, at jeg føler, at jeg kan være mig selv, uden at bekymre mig for meget om, hvad andre måtte mene om, hvad jeg siger og gør. Det er jeg glad for.«
Hvad synes du om den opmærksomhed, der er omkring dig og din fremtoning på sidelinjen?
David Nielsen: »Jeg er vant til, at der er opmærksomhed omkring mig, så det lægger jeg faktisk ikke så meget mærke til. Det er en naturlig del af jobbet, og nu har jeg jo været i gamet i mange år, så det er ikke første gang, jeg har et kamera i ansigtet.«
Er det en måde, du har valgt at være på som træner?
David Nielsen: »Nej. Jeg er 100 procent mig selv. Som træner kan man ikke være noget, man ikke er. Det kan man godt prøve at være i et stykke tid, men pludselig finder man ud af, at det ikke fungerer.«
Er det noget, du har prøvet?
David Nielsen: »Ja da. Jeg har prøvet at skulle være noget, jeg ikke var (i Strømsgodset, red.), og det gik ikke så godt. Det kommer ikke til at ske igen. Jeg skulle have nogle holdninger og meninger, som jeg ikke delte. Det fungerer ikke.«
Hvordan føler du så, at det fungerer i Lyngby nu?
»Jeg får lov til at være mig selv nu. Det er det største privilegium, man kan have som træner. At man får lov til at være den, man er.«
Har du så prøvet, at det ikke har fungeret at være dig selv?
»Nej, aldrig.«
Hvordan føler du, det virker på dine spillere, at du er, som du er?
»Om det virker eller ej, det skal andre jo vurdere. Men at jeg er autentisk over for mine spillere, er der ingen tvivl om. Der er ikke noget, der bliver pakket ind eller leveret med fløjlshandskerne. Det tror jeg godt, spillerne kan lide, for de fleste fodboldspillere kan godt lide en ærlig træner.«
Hvordan har du det med, at der er så meget fokus på dig som person frem for holdet?
»Sådan vil det jo forhåbentlig bare være her i starten. Så snart der kommer en god præstation fra holdet, ændrer det sig. Vi har nogle, som skal tage over, når vi spiller fodboldkampene. Det skete jo for eksempel med Jeppe Kjær, der leverede en god præstation mod OB (scorede to mål, red.). Så slipper de for at se og høre på den grimme træner igen. Jeg er ikke træner for at læse om mig selv i avisen eller se mig selv på tv – det er 100 procent sikkert.«
Sønderjyske-Lyngby begynder søndag kl. 12.
BO HENRIKSEN, AC Horsens-træner siden sommeren 2014. De er nye i Superligaen i denne sæson.
Hvad tænker du, når du ser dig selv ’skeje ud’ på tv?
»Jeg tænker bare: ’Hvor kommer det fra? Hvor fa’en kommer det fra?’. Jeg bliver ret sgu nogle gange ret skræmt, når jeg ser mig selv derude på sidelinjen. Altså forleden i Aalborg faldt jeg, og jeg aner ikke, hvad der foregår. Og så kan jeg også godt tænke ’Arh gamle dreng, er du ikke for gammel til det der?’. Jeg siger også en gang i mellem til mig selv: ’Arh, næste gang prøver jeg lige at tænke mig lidt om – der løber jeg måske ikke så langt væk’. Men det er fuldstændig håbløst. Jeg har sagt det mange gange til mig selv, men jeg kan simpelthen ikke styre det. Det er meget morsomt, men også lidt skræmmende, for jeg render sgu ikke rundt i haven og jubler og går amok.«
Hvor langt er træneren Bo Henriksen fra mennesket Bo Henriksen?
»Sommetider kammer jeg over rent følelsesmæssigt, og så kan jeg bagefter tage mig selv i at have stået og råbt af dommere og modstandere. Det er også pudsigt at se, for det er så langt fra, hvordan jeg er som menneske på mange områder. Som menneske er jeg forholdsvist afbalanceret og nede på jorden. Jeg hæver som regel ikke stemmen, medmindre jeg griner, hygger mig eller laver sjov og ballade. Det er mere den glade mand, der render rundt og skaber energi.«
Hvad synes du om den opmærksomhed, der er omkring dig og din fremtoning på sidelinjen?
»Det eneste, der betyder noget for mig, er, at vi vinder. Men det er naturligvis vigtigt at være opmærksom på, hvornår man skal sætte sig selv i scene og tage presset fra spillerne, og hvornår man bare skal lade dem ’shine’. Jeg siger de ting, jeg føler, og det kan godt give mig nogle hug en gang i mellem. Men jeg synes ikke, at fodbold skal gøres til en verden, hvor det er farligt at udtale sig om ting, som i virkeligheden er showbusiness. Vi skal give noget af os selv, og det har jeg ikke noget problem med, for jeg har ikke noget at skjule.«
Har du prøvet, at det ikke har fungeret at være dig selv?
»Nej. Jeg har aldrig mødt en spiller, som ikke brød sig om min passion, iver og glæde. Men jeg har mødte mange af mine tidligere spiller, som jeg ikke har ramt menneskeligt. Altså hvor jeg ikke har fået det optimale ud af dem. Der er mange situationer, jeg ville have gjort om, i løbet af de sidste 10 år. Situationer, hvor jeg enten har været for hård eller for blød, ikke har troet nok på dem, eller måske troet for meget på dem.«
Hvordan reagerer dine spillere på, at du gør, som du gør på sidelinjen?
»Mine spillere synes jo også, at det er sjovt. De gør tit grin med mig og sviner mig lidt til: ’Hva’ faen, prøv lige at se dig selv, mand’. Sådan nogle ting. Så finder de sjove klip videoklip, hvor jeg ligner en hund, fordi mit lange hår flagrer rundt mens jeg løber rundt på sidelinjen. Der var også en episode eller to sidste år, hvor mine spillere drillede mig, fordi de mente, at jeg lavede ’tranen’, da jeg løb ned af linjen og omfavnede folk. Og så fik jeg en fiber i min læg, fordi jeg sprintede i jubel.«
Hvad så med modstandere og dommere – hvordan reagerer de på dig?
»Modstanderne tænker jo nogle gange: ’Hvad fa’en sker der? Han er jo fuldstændig spejlblank ham der’, og jeg har da også fået massevis af kommentarer fra modstandere og trænere, hvis jeg har råbt for at passe på mine spillere. For det er aldrig noget, der falder i god jord. Så bliver jeg svinet til, men det er sådan set okay. Det er det, der kommer i kampens hede, og der er ikke noget farligt i det. Det er meget morsomt, synes jeg.«
Fortryder du sommetider dine handlinger efter en kamp?
»Ja, det gør jeg da. Selvfølgelig gør jeg det. Når jeg siger noget usagligt til en modstander eller til dommeren, fortryder jeg, og så går jeg hen og siger undskyld bagefter. Sådan er det, og det skal man heller ikke være for stor til. For når jeg snakker og råber så meget, som jeg gør, kan der ikke undgå at komme noget usagligt en gang i mellem.«
Brøndby-AC Horsens begynder søndag kl. 16.
